Roadkills, possums og rådne rejer - Camping i Oz-land 22. -27. april 2011

22. april
Fredag den 22. april tidligt om morgenen ankom vores veninde fra Aarhus, Mette, til Melbourne. Vores lejede campervan havde vi afhentet dagen før, så kl. 9.30 kunne vi drage af sted fra Dudley st. med retning mod Yarra Valleys mange vingårde – 1½ times kørsel fra Melbourne. Kl. 11.05 ankom vi til Domaine Chandon og tilsluttede os den allerede igangværende rundvisning. En mandlig guide fortalte hurtigt om hele processen og viste os rundt i fabrikken og i vinkælderen, hvor flere tusinde flasker champagne lå til gæring. Smagsprøver kostede penge, så efter frokost sandwich i campervan kørte vi til Yering Station. Her kunne vi smage alt hvad vi ville… gratis! Rosé, sparkling, hvid, rød og portvin. Chaufføren Søren måtte desværre holde lidt igen. Shiraz’en var god, så heldigt vores medbragte bag-in-box-vin fra Aldi var en Shiraz;)

Ved 14-tiden gik turen op ad snoede veje i bjergere skovomåder mod Walhalla. Ved 17-tiden nåede vi til den tidligere mineby, som er isoleret i en dal omgivet af skov. Vi lagde straks mærke til de karakteristiske huse. I slutningen af 1800-tallet, da guldminedriften og dermed byens aktivitet var på det højeste, boede der ca. 3500 mennesker. Det tal stagnerede i løbet af 1900-tallet, og i dag er der kun 20 faste indbyggere, som er beskæftiget af turisme. Vi fandt et afsides område, Chinese Garden, at parkere for natten. Der var meget mudret, men skulle med tiden blive en campingplads. Efter aftensmaden lavede Søren og Mette et bål af brænde, vi fik foræret af nogle flinke australske pensionister, som også boede på pladsen. De havde solgt deres hus og kørte Australien tyndt i deres campingvogn. Vi nød en irish coffee i bålets skær. Vi var trætte og klar til en god nats søvn i vores lille hyggelige hjem på hjulJ

23. april
Om formiddagen så vi os omkring i Walhalla by. Vi skulle finde ud af om vi kunne køre nord ud af Walhalla – på kortet kun anført som en grusvej. En kvinde i en café sagde nej, hendes mand sagde ja, men vi besluttede os for at køre sydpå ad en asfaltvej i stedet og droppe bjergområdet i nord. Inden kørte vi dog en tur med et minetog – 20 min. til en lille station, Thomson, og tilbage igen. Vi nåede også lige at byens højtbeliggende kirkegård, hvor det ældste gravsted var fra 1869. Vi besluttede os for at køre til Sale ved sydkysten, og derfra til Lake Wellington, hvor vi kunne bo direkte ned til søen. Pladsen hed Marley’s point. Vi fik hjemmelavede burger og endda med bacon og boller lavet over bål. At sidde ved bålet blev dog en røgfyldt affære! På ægte spejdermanér ristede vi skumfiduser over bål og spiste dem med mariekiks-uhmJ Vores naboer til højre fiskede, dem til venstre hørte dårlig popmusik og drak øl. Vi gik tidligt i seng for at stå op til solopgangen kl. 6. Bilen var fyldt med myg, så vi tog godt med tøj på og myggespray. Vi vågnede kort om morgenen og så den flotte røde himmel, men faldt i søvn igen.

24. april

Kl. 10 kørte vi, nu med Anne bag rattet, til Dar de Nagun. Mette havde læst i Lonely Planets om den gamle, skjulte grotte, som Aboriginals troede indeholdt et væsen, der var halvt menneske og halvt sten. Gåturen til grotten gik over store klippesten og kuperet. Derfra gik vi videre ned til Mitchell River, inden turen gik opad igen mod parkerings- og picnicområdet, hvor vi fik en rigtig dansk frokost med rugbrød, æg og makrel. Vi havde fundet en ’rigtig’ campingplads i Bainsdale, hvor vi skulle betale for en plads med strøm, vand og ikke mindst et bad. Søren fiskede en times tid med sin nye Simpsons-fiskestang inden aftensmad. Han havde købt madding på campingpladsen. Det var en pose frosne rejer, som ved optøning stank råddent. Dette var ikke et problem, hvis Søren brugte alle de optøede eller smed resterne ud, men det glemte han som regel…

25. april

Dejligt at starte dagen med et varmt og langt brusebad, en brunch med scrambled eggs og bacon samt at kunne glatte sit hår! Derefter kørte vi mod Lake Entrance. Lige før byen gjorde vi et holdt ved et udsigtspunkt ud over øhavet med udløb til havet. På byens turistinformation fandt vi et kort med gratis campingpladser til den kommende nat. Vi brugte den solbeskinnede dag med en gåtur langs havnepromenaden og krydsede en bro til en sand ø, hvor den ene bred vendte ind mod byen, mens den anden side rummede en bred og lang sandstrand, Ninety Mile Beach. Kun få vovede sig ud i de høje bølger. På den anden side lejede turister diverse både - én var så uheldig at kæntre i sin kajak, hvilket resulterede i en våd pung og to mobiltelefoner, heriblandt en iphone 4. På vej tilbage spiste vi en is på McD, 50 cent isvafler!

Vores campingplads lå langt ude af en skovvej og var kun beboet af et par samt tre venner, som fiskede. Parret havde bredt sig ud over det meste af pladsen samt okkuperet bålstedet, så ingen andre havde adgang til det. Vi gik straks ned til søen, hvor Søren igen kunne fiske. Imens flyttede parret deres campervan, så den holdt på tværs og afskærmede os endnu mere fra pladsen. Noget af et statement! De tre venner kunne fortælle os, at parret havde camperet netop dette sted de sidste to uger og havde planlagt endnu to, så det forklarede deres påfund og ejerfornemmelser over pladsen.

Aftensmaden blev lavet over bål med Mette som chefkok. Bagte kartofler, majskolber og kænguru kød på spyd – det tog kun 2 timer! Og de bagte kartofler var rimelig svedne! Men det smagte fremragende. Til dessert fik vi stegte skumfiduser. Mette havde sit første møde med possums i naturen og blev straks fascineret af de små kryb. Ét af dem forsøgte senere at hugge mad fra vores skraldepose, men ingen succes. De to dygtige spejdere, aka Søren og Mette, kom desværre til skade i kontakten med bålet, hvilket resulterede i brandvabler på hænder og fingre.

26. april

Søren stod tidligt op for at fiske. Vi sov lidt længere, pakkede sengene væk, spiste morgenmad og smurte en nutellamad til Søren, som vi bragte ham og holdt ham med selskab, imens vi nød at læse i den varme sol. (Søren hev tre fisk ind, red. Søren)

Efter frokost kørte vi mod Wilson’s Promontory, et naturreservat 200 km. sydøst for Melbourne . Efter planen ville det tage 4 timer, men trafikpropper et par gange undervejs, bl.a. pga. politiets mærkeligt organiserede påske-spritrazzia, forsinkede os. Ud af A404, som er kystvejen til Melbourne, gik det dog som smurt. En meget øde landevej med mange mærkelige postkasser, adskillige roadkills (vi så 3-4 kænguruer), adskillige skilte med kampagner mod spritkørsel (fx med ordlyden: Drunk Drivers Die) og næsten ingen medtrafikanter. Vi kørte mod en flot solnedgang og fandt en campingplads i Foster, hvor vi måtte punge ud med $39 for en plads uden el! Om aftenen planlagde vi næste dags udflugt til Wilson’s Prom, som var halvt lukket ned pga. en hovedbros kollaps for en måned siden. Denne bro skal passeres for at komme til halvøens eneste campingpladser.

27. april

Vi tog tidligt af sted for at nå at se så meget af halvøen som muligt. Da vi ankom til reservatet, viste det sig dog at være begrænset hvad vi kunne se. Adgangen til den sydlige del var endnu mere begrænset end forventet. Så vi gik to-tre timer til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se stort set hele reservatet – billederne siger vist alt. Efter frokosten gik vi på kænguru – jagt og efter lidt søgen fandt vi en kæmpe flok på en ’flyveplads’. Søren var vist lidt skuffet over, at der ikke var nogen fly!

Fra reservatet kørte vi til Sandy Point – et sommerhusområde med en lang, bred sandstrand afskærmet af klitter. Vi kom til at tænke på de danske strande. Herefter skulle vi finde en plads til at holde på for natten. I en lille by, Fish Creek, med 201 indbyggere (et skilt angav det) gjorde vi holdt for at spørge efter en plads. Vi kunne parkere hvor vi ville. Vi valgte en græsplæne ved en afsides grusvej – meget pænt og civiliseret i dagslys, men tilsyneladende en racerbane for byens fartgale om aftenen, så vi fik hurtigt ’hevet teltpælene op’ og kørt bilen til et andet sted i udkanten af byen og kunne sove trygt den sidste nat, inden vi skulle tilbage til civilisationen i storbyen.