Tidsfordriv i Cairns

De sidste dage i Cairns bød på spænding af forskellig art. Mandag d. 25. juli om formiddagen forlod vi Cairns i en lejet Hyundai Getz for at besøge en krokodillefarm nord for byen. På vej til farmen holdt vi en lille pause ved Buchans Point Beach. En meget smuk strand og et meget specielt sted! Farmen bød på en lang række dyr, men det største fokus var på krokodillerne. Vi så et ”Crocodile Attack Show”, hvor en dyrepasser viste og fortalte om, hvordan krokodiller angriber og æder. En ekstra bonus var en fremvisning af krokodillens ”dødsrul”, som blev fremprovokeret af en meget ihærdig og måske en anelse suicidal dyrepasser. Der blev også budt på slangeshow med den giftigste slange i verden, der på trods af sin imponerende titel ikke har været skyld i et eneste kendt dødsfald - endnu.
Dagen efter havde Anne en fridag, og jeg tog på White Water Rafting på Tully River. Det var helt fantastisk sjovt og en meget simpel opskrift! Seks mand, en guide, en gummibåd og en brusende flod. Der var mange vandfald, hvor der virkeligt skulle holdes fast for ikke at ryge ud over kanten til det skummende vand og de hårde klipper. Når der kom strækninger, hvor vandet var knapt så udfordrende, fik vi muligheden for at springe over bord og flyde med strømmen. Der stak stadig klipper op her og dér, så man skulle holde fødderne forrest og enden oppe for ikke at få et blåt ”souvenir” med hjem! Det blev også til et udspring fra en fem meter høj klippe, spændende!
Dagen efter river raftingen stod der Bungy Jump på programmet. Der stod kun ”Søren” på deltagerlisten, men Anne tog med for at sikre sig, at jeg kom sikkert ned på jorden igen. AJ Hacket er det eneste sted i Australien, hvor man kan Bungy Jumpe og dette gøres inde i regnskoven fra et 50 meter højt tårn, som udelukkende er bygget til formålet. Vejen op ad trapperne virkede lang og det føltes som om, at trapperne aldrig endte. Da jeg kom op på toppen, fik jeg en sludder med instruktørerne, og inden jeg vidste af det, havde jeg fået lagt et håndklæde om benene og en elastik hægtet fast dertil, og jeg blev beordret ud til kanten, som var udformet som ”planken” taget ud af en piratfilm. Der var intet gelænder at holde fast i, så det var en ensrettet rute, der ikke blev nemmere at tilbagelægge, efter som mine ben var snøret sammen, så jeg måtte bevæge mig som Snøvsen ville have gjort. Da jeg kom derud, blev der talt ned fra tre. Ikke meget tid til at blive nervøs eller ombestemme sig, så der var kun et at gøre: Læne sig ud og ….
Det var fedt, rigtig fedt! Det eneste negative var, at det var overstået så hurtigt;)
Den sidste dag i Cairns blev brugt på at handle souvenirs.
Hjemturen gik efter planen. Den var lang, med det var dejligt at blive modtage af Bent i Hamborg, ren luksus. Da vi efter fem timer på vejen (pga. kø) ankom til Eidervej, troede vi at vi skulle modtages af Bodil og Annes Mormor og Morfar, men der var et kæmpe surprise party der ventede os. Vi var nær faldet ned af trapperne igen, da de alle sprang frem fra hækken. Men en dejlig overraskelse, der fik os til at sætte endnu mere pris på den første dag tilbage i Danmark!

Krokodiller, pythonslanger og andre kæledyr...

Så er vores campervan afleveret, men de sidste par dage bød på adskillige spændende oplevelser nord for Cairns. Onsdag var vi i regnskoven ved floden, "Mossman Gorge", som er hellig for det oprindelige folk og derfor bor i et lille samfund tæt derpå. Den består af nogle nedslidte huse og ligner mere en flygtningelejr end et rigtigt kvarter. Man kunne købe en guidet tur i regnskoven, men vi gik selv den lille rute, der var afmærket. Det var ganske fint. Derefter kørte vi 30 km. nordpå til Daintree Village, som er en lille by ved Daintree River. Byen lever stort set kun af de turister, som køber en sejltur på floden for at se områdets krokodiller. Det skulle vi selvfølgelig også! En næsten uforståelig, australsk guide sejlede os ud til krokodillerne og smed os i vandet... nej pjat, vi kunne knipse løs med kameraerne inde fra båden og kom ganske tæt på. Krokodillerne var dog noget dovne og blinkede ikke så meget som med øjnene. De lå i vandkanten for at tage sol og varme sig. Guiden havde navne på alle krokodillerne og kunne kende dem på nogle særtræk, fx. havde én kun ét forben og manglede nogle takker på ryggen, højst sandsynligt pga. af et hajangreb. Guiden anslog ,at der lever omkring 200 krokodiller i floden. Vi overnattede på en campingplads i byen, kun få meter fra floden, men kom derfra med alle lemmer i behold.
Da vi kørte fra Daintree torsdag morgen, kom vi forbi en mand i løbetøj, som stod og pegede på noget, der lå på kørebanen. Vi holdt ind og så en stor slange rullet sammen. Den kunne jo ikke ligge der, så han prikkede til den med en pind…. den var død, men ser nu ganske levende ud på billederne, ik?! Vi skulle i hvert fald ikke for tæt på. Vi kørte videre nordpå og krydsede floden med en kabelbåd for at køre videre mod Cape Tribulation. Vejen derop går gennem tæt regnskov og snoede, smalle veje. Næsten som at køre i Norge, sammenlignede Søren det med. Cape Tribulation er et utroligt smukt sted. Her mødes den tætte og frodige regnskov med det klare havvand og Great Barrier Reef - to af verdens naturvidundere. Dette er sidste stop, inden den asfalterede vejr afløses af en grusvej, som går nordpå til Cooktown. Så vi vendte snuden for at drage sydpå igen. Ved Daintree River var vi på endnu et krokodille-cruise og havde heldigvis en noget mere forståelig guide - måske fordi han var halv tyskerJ Vi fik set lidt flere krokodiller - én med åben mund, men de var stadig dovne.
Væk fra krokodillerne og slangerne kørte vi sydpå igen til den lille, charmerende kystby, Port Douglas. Her fandt vi en p-plads for natten. En del steder var der opstillet skilte, hvorpå der stod at camping var forbudt, men ikke her, så vi var trygge for natten… indtil det bankede hårdt på vores dør den næste morgen kl. 7! Nøj, hvor blev jeg forskrækket , og vi lå musestille et øjeblik, inden vi åbnede. Det var en ranger, som kunne fortælle os at camping her på gaden var forbudt. Vi slap med en advarsel og blev noteret. En bøde kan vist være helt op til $2000 - det kunne sagtens ruinere én! Heldigt at vi kun havde endnu en nat tilbage i bilen - vi tog dog for en sikkerheds skyld på en campingplads i Cairns og kunne sove trygt. Tidlig lørdag morgen stod vi op for at rengøre bilen samt pakke alle vores ting ned i den store rygsæk. Utroligt, hvordan man kan indrette sig og sprede alle sine ejendele i så lille en bus.
Nu bor vi på et hostel midt i Cairns, hvor vi har vores eget værelse for den nette sum af $50 pr. nat og det er endda inklusivt et gratis aftensmåltid på den lokale pub, hvis du køber en drikkevare. Den første aften spiste vi chili con carne, som bestod af en stor portion ris med 5 bønner, en ske oksesmåkød og lidt tomatsauce - gratis, og vi var mætte. I aften opgraderede vi dog vores måltid. Søren fik en t-bone steak for $8 ekstra, og jeg en burito for $7 ekstra. Ja, det er en smart forretning med alle de backpackere i byen. Vi har en del planer for den sidste uge down under. I dag nåede vi første punkt på listen: En sejltur til det ydre rev, hvor korallerne er allersmukkest. Vi fik snorklet sammen med en masse farvestrålende fisk og blev bestemt ikke skuffede over korallerne denne gang. Desværre er synet svært at forevige på Sørens lille handy faldskærmskamera, så vi må have minderne. Og måske finde et postkort med nemo-fisk, som vi så et par stykker af;) Denne gang stødte vi heller ikke på hajer eller rokker, men det er jeg nu også lykkelig for. Vi har dog ikke fået nok af dyr, så i morgen tager vi i en krokodille-zoo for at se fodring af dem og slanger og dermed mere action. Dog stadig på afstand, men med zoom på linsen….

Vejen til Cairns

I forgårs nåede vi faktisk vores endelige destination, da vi kørte ind i byen, Cairns, da det er herfra vi skal flyve hjem om en god uges tid. Men vi fortsatte igennem byen nordpå, for vi mangler stadig at se regnskoven, krokodiller og et par kystbyer. Beretninger herom følger. Først vil jeg fortælle om vores tur fra Airlie Beach til Cairns. Vi gjorde stop i byerne Townsville og Mission Beach og nåede endda ud på endnu en ø, Magnetic Island.
Townsville er Nordqueenslands største by og gør sig mest bemærket ved at have et bjerg midt i byen - næsten så rødt som Ayers Rock, når det oplyses om aftenen. Det besteg vi på et par timer og var lidt stolte, da man også bare kan køre derop. Flot udsigt ud over byen og havet og Magnetic Island, som man sejler til fra Townsville. Øen blev i sin tid opdaget af den engelske opdagelsesrejsende James Cook, hvis kompas opførte sig mærkeligt. Heraf navnet ”Magnetic”. Ellers har byen en lang promenade ved navn ”The strand” (ja, ligesom en strand) og så nogle museer. Om aftenen trængte vi til at komme lidt ud, så vi fandt en biograf. Desværre viste de ikke ”Pirates of the Caribean 4”, så vi så en tøsefilm (”Bridesmaid”), og Søren var ikke svær at overbevise;) Vi slentrede ind i salen 5 min. over tid, men filmen var allerede i gang! Ingen reklamer! Filmen var hylende morsom, så det var en succes.
Morgenen efter tog vi en tidlig færge til Magnetic Island for at få en hel dag derovre. Desværre var det ikke vejr til at snorkle, men så gik vi en tur op til et 2. verdenskrig fort. På stien skulle der være koalaer i de omkringliggende eukalyptustræer, men vi fik først øje på et par stykker på vej ned fra fortet. En sovende og en lysvågen. De ser nu ret nuttede ud, men de skulle være ret menneskesky og lidt aggressive, hvis man kommer for tæt på, så vi holdt os på afstand. Derefter tog vi en bus til Horseshoe Bay, hvor vi dasede på stranden og slikkede sol. Sidst på eftermiddagen tog vi bussen tilbage til færgelejet og ville egentlig finde et sted at spise, men der var umiddelbart ikke noget spændende, så vi hoppede på færgen tilbage til Townsville og vores campervan. Så lavede vi os noget pasta og spejlæg i bilen og sov på en parkeringsplads. Glamourøst!
Tidlig næste morgen forlod vi Townsville for at køre til Mission Beach. Da vi nærmede os byen, Tully, blev det tydeligt, at dette område var blevet ramt af cyklonen, Yasi, i februar. Den krydsede Nordøstaustralien netop den nat, vi fløj ind i landet, og havde meget ødelæggende konsekvenser. Vi så mange væltede og nøgne træer, huse uden tage og endda nogle sammenstyrtede. I Mission Beach ville vi finde en campingplads, men det var sværere end som så. De dyre pladser havde ikke flere med el, men der var en lille plads 5 km. Derfra, om end lidt primitiv ifølge turistguiden. Da vi kom derud, fik vi dog et helt andet indtryk. For det første hed pladsen ”Bali Hai - Skydive Resort” - Søren var ellevild - og for det andet blev vi modtaget af en glad mand med gråd, langt skæg og stråhat. Han kunne tilbyde en plads med el for $25 og havde endda vaskemaskine, pæne toiletter/bad og et poolbord. Og så var han ikke bleg for en snak. Søren fik hans beretning om cyklonen og konsekvenserne for hans liv. Vi ved dog ikke, om hans hus var ødelagt, siden han boede i et telt på pladsen. Pladsen og de tilhørende faciliteter havde tilhørt en faldskærmsklub, heraf navnet, men de havde forladt stedet efter cyklonen, og nu lejede han det. Han brugte alt sin tid på at vedligeholde bede m.m. og om aftenen arbejdede han på en lerfigur. Han var en interessant mand.
Herfra kørte vi nordpå og krydsede Cairns og 3600 km. På kilometertælleren tirsdag middag, inden vi nåede et fantastisk smuk kyststrækning med azurblåt hav på den ene side og tæt regnskov på den anden. Her venter nogle af de eventyr os…

Whitsunday Islands - Porten til "Det store rev"

Sidste uge brugte vi tiden i Airlie Beach, ca. 500 km. syd for Cairns, vores endestation. Udover at være en lille, charmerende havne/badeby, er Airlie Beach også byen, hvorfra man sejler ud til Whitsunday ø-gruppen, som ligger omgivet af Great Barrier Reef - verdens største koralrev. Ø-gruppen består af 72 øer, størstedelen ubeboede af mennesker, få med ressorter, men alle med en enestående natur. Søndag aften købte vi vores bådtur i byen. Vi fik et godt tilbud med afslag på næsten $200 pr. person og kunne komme af sted 2 dage og 2 nætter med fuld forplejning for $300 pr. person. Så sku’ vi bare vente til afgang tirsdag middag. Jeg fik købt de nødvendige søsygepiller, Søren genskabte kontakten til familien derhjemme, og så var vi klar til afgang!

Katamaranbåden ”Powerplay” har plads til 18 personer udover crew, men heldigvis var vi kun 15 gæster og det var godt trængt alligevel. Efter en noget gyngende tur igennem Whitsunday passagen, hvor jeg kæmpede imod søsygen, ankom vi til det første snorke-/dykkersted, Blue Pearl Bay. Vi fik begge et introdykkerkursus ($60 pr. person) og fik lov til at prøve det i en god halv time. Søren udnyttede kurset og kom næsten ned på 8 meter, imens jeg ikke var så vild med fornemmelsen af at være så dybt nede, så jeg kom før tilbage på båden og kunne slappe af i solen. Vi så dog flotte fisk, men var ikke videre imponerede over sigtbarheden ved koralrevene. Vandet var lidt grumset og uklart, som skyldes store forskelle i høj- og lavvande pga. fuldmåne og de store vandmasser, som dermed skylles frem og tilbage.

Derefter sejlede vi ind i en anden bugt, hvor vi lagde til for aften/natten. Aftenen gik med hygge og snak, inden vi krøb til køjs i vores dobbeltseng, som kun var adskilt af et gardin fra et fransk vennepar. Vi blev vugget i søvn af havets skvulpen.

Næsten dag stod den straks på dykning og snorkling efter morgenmaden. Vandet var så koldt (21 grader), at det var nødvendigt med våddragt. Vi så flotte stimer af fisk, nogle farverige koraller (lilla!) og en kæmpe fisk - det var heldigvis ikke en haj! Bagefter kunne vi varme os i bådens indbyggede jacuzzi. Efter frokost kunne vi atter snorkle. Jeg sprang over, da det var for koldt, og gik desværre glip af at svømme sammen med en havskildpadde. Den havde også nok at se til med mindst 10 ivrige mennesker omkring sig.

Om eftermiddagen ankom til den utrolig, smukke Whitehaven Beach, som er foreviget på så mange postkort, og ikke uden grund. Det fineste sand og turkisblåt vand så langt øjet rækker. Den er måske én af verdens flotteste - jeg er overbevist. De fine sandkorn har rygte for at ødelægge/ridse især elektronik, så vi efterlod kameraet ombord på båden og overlod fotograferingen til vores friske host, Hannah. Og der blev knipset løs. Hoppebilleder, pigebilleder, pyramider, ”Vegemite”-billeder og diverse andre gruppebilleder. Kun fantasien satte grænser. Efterfølgende gik vi op til et udsigtspunkt og fik for alvor et overblik over paradis-strandens omfang.

Den sidste aften på båden blev brugt på at se diasshow af de billeder, crewet havde taget undervejs. Søren spillede 500 med nogle irere, en brite og en canadier. De havde lidt anderledes regler, men rart med lidt flere og andre medspillere. Han kunne dog langt fra nå at indtage de 12 dåseøl, han havde medbragt. Så skulle vi vist have valgt en tur med vores nabobåd den nat - de festede til kl. 23.30, hvor vores skipper sejlede derover i en gummibåd for at dæmpe gemytterne;)

Næste morgen blev vi vækket tidligt for at gå en tur op til et aboriginal-kunstværk(er). Derefter morgenmad på båden før afgang med retning mod Airlie Beach. Da vi gik på land, gyngede jorden lidt under vores fødder, og vi var noget trætte. Vi fik os en lur i campervanen, som holdt på et hostels p-plads. Her havde også fået en gratis overnatning på dorm, hvilket var ganske praktisk, da vi trængte forfærdelig meget til et bad og desuden skulle afslutte bådturen med en fest på byens barer. Her fik vi gratis kander af øl og kunne nyde dem havets bølgegang. Bølgerne gik dog højt, som aftenen skred frem … og fredag morgen kunne vi heldigvis sove længe!

Fraser Island

Onsdag d. 6. juli blev vi samlet op af Dingo Tours i Hervey Bay med retning imod Fraser Island - verdens største sand-ø. Vi skulle på en to dages tur til øen, hvor vi skulle guides rundt i bus og på gå-ben. Da vi ankom efter tre kvarters sejltur, blev vi samlet op af en noget speciel bus. Da hele øen er lavet af sand, er det en absolut nødvendighed for at begive sig rundt at ens køretøj har firehjulstræk. Bussen mindede lidt om de lastbiler, man ser deltage i Paris-Dakar. Den havde en selvfølgelig firehjulstræk og en meget stor frihøjde, altså stor afstand fra bunden af bussen og ned til jorden - eller rettere sagt sandet.
Af sted gik det i bussen, den første dag skulle vi se Lake McKenzie, en sø bestående af regnvand og derfor var vandet utroligt rent og krystal klart - dog lidt koldt. Efter en badetur i søen og lidt dasen på stranden tog vi en gang frokost. Under frokosten fik vi besøg af veran, som var lidt for interesseret i vores mad.
Derefter var vi på to vandringer i en lille del af øens massive regnskov. Det var utroligt at se skoven med lianer og alt hvad man forestiller sig, der gror i en regnskov. Der var også dødelige edderkopper, så vi skulle holde øjnene åbne på hele turen. Anne fik mavepine halvvejs inde i vandreturen, så hun fik et lift af vores guide, Hayden, i bussen. Han sluttede også turen af med at smide en grøn slange på stien. Den var lavet af plastic, men det var der mange, der ikke lurede, dog snød han ikke en gammel spejder som mig:)
Vi overnattede på et resort i en af øens eneste byer, hvor vi fik god mad og et par øl i den lokale bar, Dingo Bar. Anne fandt ud af at øl kan kurere mavepine, så det er da ikke den værste medicin.
Dag to bød på østkysten af Fraser Island. Den består hovedsageligt af 75 mile beach, der som navnet siger, er 75 miles lang, eller ca. 120 km. Det betød, eftersom at vi opholdt os på vest siden, at øen skulle krydses. Én time i bus op og ned, ud og ind af smalle, snoede stier, det var utroligt, hvordan bussen kunne kravle igennem sandet. På 75 mile beach gjorde vi et stop for at interesserede kunne få et ”Joy Fligth”. En 15 min. flyvetur over øen med en meget entusiastisk pilot, der virkelig prøvede at sælge varen. Dog var der kun 5 ud af 17, der købte turen. Måske hang det sammen med prisen, 70 dollars for 15 min.
Vi så flere forskellige steder i løbet af dagen. Højdepunktet, i mere end én forstand, var Indian Head. En høj klippe, der rækker ud over havet. Den er navngivet af Capt. James Cook, der i 1770 kortlagde Australiens østkyst. Han sejlede forbi og på toppen stod Aboriginals, eller indianere som man dengang kaldte dem, og iagttog hans skib. Deraf navnet Indian Head. Deroppefra var der en flot udsigt. Vi kunne se ned i det klare blå hav, og se rokker og Humpback Whales svømme forbi. Fra juli til september er det sæson for Humpback Whales migration. Hvalerne svømmer fra det Arktiske hav til Stillehavet ud for Nordaustralien for at føde. Vi har set dem flere gange ud for kysten på vores tur. Imponerende at se hvaler på op til 50-60 tons nærmest springe op i luften og lande på ryggen eller bare se den karakteristiske sky af vand når de udånder.
Ellers så vi også Eli Creek, en å, som vi kunne gå op ad og flyde med strømmen ud til havet igen. En anden attraktion vi stoppede ved var The Maheno Shipwreck, som er et rustent vrag at et dampskib, som drev på land i 1935 efter en mislykket bugsering fra New Zealand til Japan. Komisk og dum historie, men det korte af det lange er at vraget har ligget på stranden i 76 år og nu er blevet en turistattraktion.
Til sidst var der bare en bumpende køretur tilbage til vestsiden og en gang aftensmad, inden vi skulle sejle tilbage til Hervey Bay, autocamperen og vores maskot Joey…

Halvvejs op ad østkysten

Siden vi forlod Byron Bay den 30. juni, har vi kørt næsten 1000 km., men har ikke haft mulighed for at lægge nye indlæg på bloggen. Derfor får I flere ad gangen!
Vi er nu i staten, Queensland - The Sunshine State - og det må det sige at være. Solen har skinnet hver eneste dag fra en skyfri himmel og vi har haft temperaturer over 20 grader.
Vi fik et positivt indtryk af Byron Bay. En hyggelig, afslappet hippie/surferby. Vi fik et dejligt måltid på én af byens restauranter. Heldigt, når vi nu endelig spiste ude. Vi fik til gengæld ikke styr på surfboardet, selvom vi ihærdigt forsøgte et par timer. Det var dog også utroligt blæsende og ekstra udfordrende - også for de rutinerede. Vores instruktør var en midalderen surfer-dude og et kapitel for sig selv. Han var læderbrun med lyst tjavset hår og havde medbragt sin 14-årige hund, som havde prostata-kræft og pletblødte:-) Den skulle i sin tid have medvirket i en surferfilm og være ret talentfuld på brættet. Mon man kan finde et klip på YouTube?!? Instruktøren kæmpede med at få mig op at stå på brættet, men forgæves. Søren lykkedes det heller ikke for. Men så har vi prøvet det og nøj, hvor var det hårdt.
Inden vi forlod byen, nåede vi også et lille øko-fairtrade marked- Lige i byens ånd.
På vejen igen kørte vi forbi Gold Coast/Surfers Paradise, som er Byron Bays modstykke. Betonbyggeri en mass, kommercielle restauranter og masser af turister udgør denne kyststrækning, som også har en flot bred strand. Alt hvad man behøver.

Senere kom vi til Brisbane og fik parkeret bilen gratis 2 km. fra Centrum. Vi mødtes med Michael og Thomas - faktisk tilfældigt på en plads - og spiste $11 steak. Dagen efter gik vi en tur langs floden, som slynger sig gennem byens centrum og for måneder siden steg langt op over sine bredder og oversvømmede dele af byens havnepromenade. Der var høj solskin og på Southbank var der fyldt med mennesker i en lille anlagt strandpark. På vejen kom vi også forbi en koncert for Torres Strait, som er en øgruppe nord for OZ, men tilhørende OZ. De ligner lidt aboriginals. Et kvarter senere stod vi midt i en skotsk festival og sækkepibeoptog. Vi fik begge gåsehud på armene, da de spillede ”Amazing Grace”. ”Det er smukt, Svend K.”, må vi indrømme! Så vi fik lidt multikulturelle input inden vi drog videre.

I Queensland har vi for alvor mødt smukke strande og krystalklart vand. I kystbyen, Noosa, brugte vi en hel dag på stranden/i vandet. Først 2 timer i havkajak og derefter solbadning. Med faktor 30, for vi er jo lidt blege igen;)

Med kurs mod Fraser Island tilbragte vi en nat på en rasteplads ved en ”Matilda”-tankstation. Vi blev noget forbløffet, da vi så en 13 meter høj kænguru, som er den berømte Matilda. Den kunne endda bevæge hovedet, rokke med ørerne og blinke med øjnene.
Mere om vores eventyr på sandøen, Fraser Island, følger…

Byron Bay - bølger, beaches og beers!

Vi har nu tilbagelagt lidt over 1100 km., siden vi forlod hostellet i Sydney lørdag formiddag og befinder os, som overskriften hentyder, i Byron Bay.

På vejen herop slog vi et smut omkring Blue Mountains, som er Australiens svar på Grand Canyon - et kæmpe naturreservat bestående af bjerge og skov så langt øjet rækker. Rigtig smukt, men det var en noget kold nat vi tilbragte i vores campervan inde midt i en skov...helt alene! Vi så dog ingen vilde dyr, men kun skov og bjerge. Herefter kørte vi tilbage mod Sydney for at se den olympiske by - vi fandt endda et lille "mindesmærke" for de danske håndboldpigers guldtriumf. Så kom nationalfølelsen op i én.

Hen på eftermiddagen ramte vi Pacific Highway, som ville føre os op gennem New South Wales og ind i Queensland. Vi var på rette vej. Natten blev tilbragt på en BIG4 campingplads, så vi kunne vaske tøj. Disse pladser er lidt i den dyre ende, men er også lidt mere luksuriøse og med smuk beliggenhed. Vi blev ikke skuffede, men for ikke at sprænge budgettet måtte vi finde en gratis campingplads dagen efter. Her endte vi langt inde af en grusvejr, men på en dejlig plads med store grønne arealer. Her mødte vi også en vestaustralsk familie, som vi fik en snak med og Søren fik et spil footy med de to drenge. Han var næsten ikke til at drive derfra igen, og så havde den mindste kastet sin kærlighed på Søren efter en svingtur. Han var klar til at spille næste morgen kl. 7. På dette tidspunkt skulle vi dog afsted for at køre et langt stræk nordpå og dermed ankomme til Byron Bay hen på eftermiddagen. Planen holdt, trods en "motorvej" med meget vejarbejde, mange lyskryds og værre endnu, fartkontrol.
I Byron Bay har vi bosat os på en campingplads i to nætter, så nyder adgangen til varme brusebade og strøm. I dag har vi set fyret og været på Australiens østligste punkt. Vejret har været noget skiftende med lidt regn, meget vind og indimellem solskin. Men vi kan dog godt mærke at vi nærmer os Queensland, solskinsstaten, og mere tropiske forhold. I morgen vil vi prøve at surfe, så vi har booket en halv dags undervisning. Mojosurf garanterer endda, at man kommer op at stå på brættet. Det vil jeg se, før jeg tror det! Vi tvivler dog at vi kan skaffe bevismateriale...
I weekenden er vi nok i Brisbane, inden vi kommer til én af kystens helt store attraktioner, Fraser Island. Fortsættelse følger...

Blå og høje bølger herfra, Søren og Anne

P.S. Vi uploader løbende billleder. Klik på diasshowet i højre side for at gå til mappen med alle billeder.

Rejsens første stop: Sydney!

Mandag aften forlod vi vores midlertidig hjem i Melbourne for at begive os ud på vores rejse op ad Australiens berømte østkyst. Kl. 20 kørte vores bus fra Southern Cross Station hvorefter vi havde 12 timers kørsel nordpå til Sydney. Vi kørte bl.a. gennem Australiens hovedstad, Canberra, men vi sov fra ’besøget’ eller hvad der nu kan lade sig gøre i en bus.
Kl. 8 næste morgen stod vi på Central Station i Sydney - nu skulle vi bare finde vores hostel. Vi travede næsten 3 km. Op ad stejle gader og ned igen til Kings Cross, hvor vi indlogerede os på ”funk House” i et 3 mands værelse, dog uden en tredje mand;) Hvilket stadig er gældende efter 2 overnatninger…
Allerede ved middagstid gik vi en tur rundt i byen, dog med retning mod operahuset. Og vi blev bestemt ikke skuffede, da vi fik det første glimt af den arkitektoniske perle med Harbour Bridge og blå himmel i baggrunden - den er utrolig smuk og man bliver lidt stolt som dansker. Efter adskillige fotoshots og et nærmere kik på bygningen gik vi rundt i centrum, inden vi slappede af med en frappucino på Starbucks, som Sørens telefon-gps heldigvis kunne finde frem til. De ligger ikke på hvert gadehjørne som i Melbourne. Sydneys centrum er noget anderledes og større end Melbournes. For at få et overblik over byen var vi i Sydney Tower, hvor det var tydeligt hvordan de mange fjorde former byen og forgrener sig ind i landet. En båd ville være nyttig at have som transportmiddel blev vi enige om.

Onsdag var vi på en 1 times rundtur i Operahuset, hvor vi så de store koncertsale samt fik lidt baggrundsviden om huset og dets tilblivelse. Jeg (Anne) var især vild med det lilla gulvtæppe i en foyer, men det var Pavarotti åbenbart ikke. Bygningen var også imponerende indvendig, men det rå beton er dog lidt dominerende. Koncertsalene er dog smukke, men desværre måtte vi ikke fotografere.
Derefter gik vi over på den anden side af havnen, hvor vi i kvarteret ”The Rocks” nød frokost i solskinnet og besøgte et museum om de første indbyggere i Sydney. Det pudsige er, at englænderne sendte tusindvis af fanger til Australien, hvor de kunne afsone deres straffe ved at arbejde. Denne bydel byggede de som den første. Efter afsoning kunne de selv drive forretning og have fanger som arbejdere. Dette integrationsprojekt resulterede altså i den voksende befolkning og det industrisamfund, som dannede Australien. Det var interessant at se hvor hurtigt byen voksede.
Om eftermiddagen gik vi en tur over Harbour Bridge og nød udsigten ind over byen. På vej ind mod byen kom vi forbi en belgisk ølbar og nød nogle gode øl med Michael og Thomas, to af Sørens studiekammerater, som også befinder sig i byen. Vores ben var godt trætte, da vi var hjemme igen.
I dag, torsdag, har vi været på Powerhouse Museum i byens sydlige centrum. Søren har været ivrig for at besøge dette, som er byens største museum, for der er masser af maskiner og mekanik:-) Det var dog godt han fik lokket mig med, da de havde ABBA-udstilling!! Og netop i denne uge er det inkluderet i entréen at se den. Så efter at have set diverse maskiner, herunder rumskibe, lokomotiver og en væltepeter, var vi i ABBA-universet. Med deres tøj(kostumer), lydstudie og sing-a-long, som jeg var lidt vild med. Så fik jeg skrålet lidt ”Dancing Queen” - Søren vrikkede med hofterne;)
Derefter gik vi en tur ad Oxford St., som er kvarteret, hvor den årlige Mardi Gras-festival holdes i marts måned. For dem, som ikke ved, hvad det er, er det de homoseksuelles parade. Bydelen er også pyntet med regnbuefarvede flag og natklubber. King’s Cross, hvor vi bor, er også farverig, men mere med de røde lamper. Hovedgaden er fyldt med stripklubber, så man skal gå en lige linie, når man er på vej hjem om aftenen.
I morgen, fredag, vil vi en tur til den berømte Bondi Beach. Så vi håber på sol, men det bliver nok ikke badevejr. Det må vente med til om et par uger, når vi befinder os i Queensland, hvor solen altid skinner. På lørdag kører vi deropad - dog 800 km før vi rammer solskinskysten:-)

Håber I nyder en snarlig sommerferie, som vist nok byder på rigtig sommervejr.
Vi glæder os til at se jer igen.

Kh Søren og Anne

De sidste indtryk af Melbourne

Om 3 uger forlader vi Melbourne "for good" og begiver os ud på vores rejse op ad østkysten. I denne weekend har vi derfor været 'turister' og oplevet noget af det Melbourne tilbyder, som vi endnu ikke har nået. Lørdag handlede vi som sædvanligt ind på Queen Victoria Market - Søren optog også en video som opfanger stemningen, menneskemyldret og de råbende sælgere ("$1, $1, $1..."). Bananer er dog vanvittige dyre - min. $8/kilo og så er de brune!
Om aftenen var vi på National Gallery, som fejrede deres 150 års jubilæum med gratis musik. Først et salsaband og derefter en lokal rockmusiker ved navn Dan Sultan - mindede lidt om John Mayer og Kings of Leon, så vi rockede med. Derefter nød vi en Leffe-øl. Europæiske øl er bare bedre, dog dyrere:) Vi glæder os til at komme hjem til danske ølpriser.
Søndag sov vi længe, og om eftermiddagen indløste vi Sørens fødselsdagsgave fra backbacker-Camilla - et gavekort til en pandekage-cafe. Så sammen med en kop kaffe kæmpede vi os gennem en stor, lækker pandekage med nutella, jordbær og banan - vi måtte lige sidde og sunde os bagefter;)
Vi cyklede op til Melbourne Museum, som har en stor anlagt udstilling om Tutankhamon. Den egyptiske farao, hvis gravkammer, udover en utrolig velbevaret mumie, også gemte på en masse gravskatte. Vi måtte betale hele $67 for os begge, så havde store forventninger, som desværre ikke blev indfriet. Hans berømte maske og sakrofag var desværre ikke med i udstillingen, da de er for skrøbelige til at forlade Egypten. Og så var der utrolig mange mennesker. På trods af at vi blev sluset igennem mindre grupper, måtte vi stadig vente tålmodigt på at se genstandene. Imens kunne man så læs

e en masse spændende om den fantastiske periode. Derimod er Melbourne Museum en utrolig imponerende bygning og har mange gode udstillinger - lige fra Melbournes historie til dinosauerskeletter. Som studerende er der gratis entre, så måske skal Søren forbi igen.
I aften, tirsdag, skal vi i biffen med Rob og Paul, to af vores flat mates, og se "Hangover 2", som foregår i Bangkok, hvor vi næsten lige har været. Tirsdag er 'billig dag' med billetter til $11, så det er om at udnytte, for andre dage koster det $18. Så vi glæder os til et 'billigt' grin;)
I weekenden vil jeg gerne på et vintage-marked i det sydlige Melbourne, som kun afholdes én gang om måneden, så det er ved at være sidste chance. Søndag tager jeg måske til Footscray, hvor der er et andet marked. Ja, jeg er tosset med markeder. Så må jeg se om Søren kan overtales til at tage med søndag. Lørdag er det nok mere oplagt at tage afsted med nogle piger;) Måske skal der også besøges et par barer i weekenden. Nina og jeg mangler stadig nogle stykker på vores liste. Nu må vi se hvad der sker...

Håber alle har det godt. Vi glæder os til at se jer igen, især de senest ankomne små.

Knus fra os begge, Anne

Hvad laver man i Melbourne en efterårsdag?

Efteråret har for alvor fået sit tag i Melbourne med regn, blæst og temperaturer under 15 grader! Strandture og bbq's i parken er udskiftet med indendørsaktiviteter. For Søren betyder det at bruge mindst 12 timer om dagen på at studere. Efter påsken har han haft meget travlt med store afsluttende opgaver, oplæg og gruppearbejde og har ikke haft meget tid til at være kulturel. Desværre fortsætter det nok sådan indtil semestret med den sidste eksamen den 20. juni.
Jeg har derimod noget mere fritid. Med varierende arbejdstimer mellem 20-30 timer pr, uger har jeg friheden til at opleve en masse af byen, inden vi snart forlader den. Sidste mandag var Mette, inden hun rejste hjem til DK, og jeg på National Gallery of Victoria (NGV). Det er gratis at komme ind, så det skal man benytte sig af;) De havde en stor samling af europæisk kunst fra 1500-tallet og op, lidt moderne kunst (bl.a. et selvportræt af Andy Warhol) og også lidt dansk design, bl.a. af Arne Jacobsen og Georg Jensen. Derudover er museet en flot arkitektonisk bygning. I midten af juni kommer der en udstilling med titlen "Vienna: Art & Design" med bl.a. værker af Gustav Klimt - den må jeg ikke gå glip af selvom der er entré.
Se mere her: http://www.ngv.vic.gov.au/whats-on/exhibitions/exhibitions/vienna,-art-and-design

Melbourne vil gerne profilere sig på sin cafékultur med den bedste mad, vin og kaffe. Så mindst én gang om ugen drikker jeg en kop kaffe med Nina. Indtil videre har vi fået nogle gode kopper:) Vi er desuden i færd med at besøge nogle af byens barer - Nina har lavet en fin liste over de barer, som er ekstraordinære, hyggelige og et besøg værd. I går aftes var vi på to forskellige - én, hvor en havenisse indgår i interiøret og en anden, Carlton Club, hvor udstoppede dyr fra den afrikanske savanne er en del af den stilfulde bar. Lidt makabert ved nærmere omtanke!

I den sidste uge har jeg nydt, at jeg i mit fitnesscenter har adgang til sauna og dampbad. Der er ikke noget bedre end at afslutte en times træning med lidt wellness, inden man skal ud i 'kulden' igen. Det køligere vejr har virkelig ramt mig. Australiere forstår ikke, hvorfor en 'dansk viking' ikke kan holde til vejret, når det nu fryser i DK hele tiden. Jeg måtte endda købe en varm trøje forleden:) Men det skyldes nok en kombination af, at jeg efterhånden har været vant til temperaturer over 20 grader siden midten af januar, og at vi ikke har nogen radiatorer i lejligheden. Vi holder ud en god måned endnu, inden vi rejser nordpå til varmere luftlag. En rejse, vi er ved at planlægge og glæder os meget til:)

Håber alle har det godt og nyder foråret for alvor;)

Kærlige hilsner fra os begge, Anne

Roadkills, possums og rådne rejer - Camping i Oz-land 22. -27. april 2011

22. april
Fredag den 22. april tidligt om morgenen ankom vores veninde fra Aarhus, Mette, til Melbourne. Vores lejede campervan havde vi afhentet dagen før, så kl. 9.30 kunne vi drage af sted fra Dudley st. med retning mod Yarra Valleys mange vingårde – 1½ times kørsel fra Melbourne. Kl. 11.05 ankom vi til Domaine Chandon og tilsluttede os den allerede igangværende rundvisning. En mandlig guide fortalte hurtigt om hele processen og viste os rundt i fabrikken og i vinkælderen, hvor flere tusinde flasker champagne lå til gæring. Smagsprøver kostede penge, så efter frokost sandwich i campervan kørte vi til Yering Station. Her kunne vi smage alt hvad vi ville… gratis! Rosé, sparkling, hvid, rød og portvin. Chaufføren Søren måtte desværre holde lidt igen. Shiraz’en var god, så heldigt vores medbragte bag-in-box-vin fra Aldi var en Shiraz;)

Ved 14-tiden gik turen op ad snoede veje i bjergere skovomåder mod Walhalla. Ved 17-tiden nåede vi til den tidligere mineby, som er isoleret i en dal omgivet af skov. Vi lagde straks mærke til de karakteristiske huse. I slutningen af 1800-tallet, da guldminedriften og dermed byens aktivitet var på det højeste, boede der ca. 3500 mennesker. Det tal stagnerede i løbet af 1900-tallet, og i dag er der kun 20 faste indbyggere, som er beskæftiget af turisme. Vi fandt et afsides område, Chinese Garden, at parkere for natten. Der var meget mudret, men skulle med tiden blive en campingplads. Efter aftensmaden lavede Søren og Mette et bål af brænde, vi fik foræret af nogle flinke australske pensionister, som også boede på pladsen. De havde solgt deres hus og kørte Australien tyndt i deres campingvogn. Vi nød en irish coffee i bålets skær. Vi var trætte og klar til en god nats søvn i vores lille hyggelige hjem på hjulJ

23. april
Om formiddagen så vi os omkring i Walhalla by. Vi skulle finde ud af om vi kunne køre nord ud af Walhalla – på kortet kun anført som en grusvej. En kvinde i en café sagde nej, hendes mand sagde ja, men vi besluttede os for at køre sydpå ad en asfaltvej i stedet og droppe bjergområdet i nord. Inden kørte vi dog en tur med et minetog – 20 min. til en lille station, Thomson, og tilbage igen. Vi nåede også lige at byens højtbeliggende kirkegård, hvor det ældste gravsted var fra 1869. Vi besluttede os for at køre til Sale ved sydkysten, og derfra til Lake Wellington, hvor vi kunne bo direkte ned til søen. Pladsen hed Marley’s point. Vi fik hjemmelavede burger og endda med bacon og boller lavet over bål. At sidde ved bålet blev dog en røgfyldt affære! På ægte spejdermanér ristede vi skumfiduser over bål og spiste dem med mariekiks-uhmJ Vores naboer til højre fiskede, dem til venstre hørte dårlig popmusik og drak øl. Vi gik tidligt i seng for at stå op til solopgangen kl. 6. Bilen var fyldt med myg, så vi tog godt med tøj på og myggespray. Vi vågnede kort om morgenen og så den flotte røde himmel, men faldt i søvn igen.

24. april

Kl. 10 kørte vi, nu med Anne bag rattet, til Dar de Nagun. Mette havde læst i Lonely Planets om den gamle, skjulte grotte, som Aboriginals troede indeholdt et væsen, der var halvt menneske og halvt sten. Gåturen til grotten gik over store klippesten og kuperet. Derfra gik vi videre ned til Mitchell River, inden turen gik opad igen mod parkerings- og picnicområdet, hvor vi fik en rigtig dansk frokost med rugbrød, æg og makrel. Vi havde fundet en ’rigtig’ campingplads i Bainsdale, hvor vi skulle betale for en plads med strøm, vand og ikke mindst et bad. Søren fiskede en times tid med sin nye Simpsons-fiskestang inden aftensmad. Han havde købt madding på campingpladsen. Det var en pose frosne rejer, som ved optøning stank råddent. Dette var ikke et problem, hvis Søren brugte alle de optøede eller smed resterne ud, men det glemte han som regel…

25. april

Dejligt at starte dagen med et varmt og langt brusebad, en brunch med scrambled eggs og bacon samt at kunne glatte sit hår! Derefter kørte vi mod Lake Entrance. Lige før byen gjorde vi et holdt ved et udsigtspunkt ud over øhavet med udløb til havet. På byens turistinformation fandt vi et kort med gratis campingpladser til den kommende nat. Vi brugte den solbeskinnede dag med en gåtur langs havnepromenaden og krydsede en bro til en sand ø, hvor den ene bred vendte ind mod byen, mens den anden side rummede en bred og lang sandstrand, Ninety Mile Beach. Kun få vovede sig ud i de høje bølger. På den anden side lejede turister diverse både - én var så uheldig at kæntre i sin kajak, hvilket resulterede i en våd pung og to mobiltelefoner, heriblandt en iphone 4. På vej tilbage spiste vi en is på McD, 50 cent isvafler!

Vores campingplads lå langt ude af en skovvej og var kun beboet af et par samt tre venner, som fiskede. Parret havde bredt sig ud over det meste af pladsen samt okkuperet bålstedet, så ingen andre havde adgang til det. Vi gik straks ned til søen, hvor Søren igen kunne fiske. Imens flyttede parret deres campervan, så den holdt på tværs og afskærmede os endnu mere fra pladsen. Noget af et statement! De tre venner kunne fortælle os, at parret havde camperet netop dette sted de sidste to uger og havde planlagt endnu to, så det forklarede deres påfund og ejerfornemmelser over pladsen.

Aftensmaden blev lavet over bål med Mette som chefkok. Bagte kartofler, majskolber og kænguru kød på spyd – det tog kun 2 timer! Og de bagte kartofler var rimelig svedne! Men det smagte fremragende. Til dessert fik vi stegte skumfiduser. Mette havde sit første møde med possums i naturen og blev straks fascineret af de små kryb. Ét af dem forsøgte senere at hugge mad fra vores skraldepose, men ingen succes. De to dygtige spejdere, aka Søren og Mette, kom desværre til skade i kontakten med bålet, hvilket resulterede i brandvabler på hænder og fingre.

26. april

Søren stod tidligt op for at fiske. Vi sov lidt længere, pakkede sengene væk, spiste morgenmad og smurte en nutellamad til Søren, som vi bragte ham og holdt ham med selskab, imens vi nød at læse i den varme sol. (Søren hev tre fisk ind, red. Søren)

Efter frokost kørte vi mod Wilson’s Promontory, et naturreservat 200 km. sydøst for Melbourne . Efter planen ville det tage 4 timer, men trafikpropper et par gange undervejs, bl.a. pga. politiets mærkeligt organiserede påske-spritrazzia, forsinkede os. Ud af A404, som er kystvejen til Melbourne, gik det dog som smurt. En meget øde landevej med mange mærkelige postkasser, adskillige roadkills (vi så 3-4 kænguruer), adskillige skilte med kampagner mod spritkørsel (fx med ordlyden: Drunk Drivers Die) og næsten ingen medtrafikanter. Vi kørte mod en flot solnedgang og fandt en campingplads i Foster, hvor vi måtte punge ud med $39 for en plads uden el! Om aftenen planlagde vi næste dags udflugt til Wilson’s Prom, som var halvt lukket ned pga. en hovedbros kollaps for en måned siden. Denne bro skal passeres for at komme til halvøens eneste campingpladser.

27. april

Vi tog tidligt af sted for at nå at se så meget af halvøen som muligt. Da vi ankom til reservatet, viste det sig dog at være begrænset hvad vi kunne se. Adgangen til den sydlige del var endnu mere begrænset end forventet. Så vi gik to-tre timer til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se stort set hele reservatet – billederne siger vist alt. Efter frokosten gik vi på kænguru – jagt og efter lidt søgen fandt vi en kæmpe flok på en ’flyveplads’. Søren var vist lidt skuffet over, at der ikke var nogen fly!

Fra reservatet kørte vi til Sandy Point – et sommerhusområde med en lang, bred sandstrand afskærmet af klitter. Vi kom til at tænke på de danske strande. Herefter skulle vi finde en plads til at holde på for natten. I en lille by, Fish Creek, med 201 indbyggere (et skilt angav det) gjorde vi holdt for at spørge efter en plads. Vi kunne parkere hvor vi ville. Vi valgte en græsplæne ved en afsides grusvej – meget pænt og civiliseret i dagslys, men tilsyneladende en racerbane for byens fartgale om aftenen, så vi fik hurtigt ’hevet teltpælene op’ og kørt bilen til et andet sted i udkanten af byen og kunne sove trygt den sidste nat, inden vi skulle tilbage til civilisationen i storbyen.

Dane lost in translation?!

To måneder i Melbourne, og det er blevet noget der ligner hverdag. Jeg har næsten fuldtid som vikar i Child Care Centres(vuggestuer/børnehaver) og efterhånden bliver jeg booket dage forinden og kan dermed bedre planlægge min fritid. Det er en omvæltning, men tiltrængt, at være i gang med at arbejde - og spændende at være i blandt australske børn og pædagoger hver dag. Så får jeg for alvor snakket engelsk. Nogle af børnene har dog gennemskuet, at jeg ikke er australier. Forleden blev jeg konfronteret af en lille pige: ”Why do you talk like that?” Jeg måtte bekende at jeg er fra et lille land langt væk, kaldet Danmark. De fleste børn spørger dog ikke, men jeg fornemmer nogle gange de undrende blikke, når jeg må stoppe op midt i højtlæsningen for ikke at knække tungen på et ukendt ord. Det skal dog også siges, at de er vant til at omgås andre nationaliteter og høre mange forskellige accenter i løbet af en dag, for mange ikke-indfødte arbejder i daginstitutioner.   

Vi har efterhånden vænnet os til måden man hilser på hinanden. “G’day mate!” er den klassiske australske hilsen, som oftest følges af “How are you?” (hvordan går det?) Det er en høflig etikette, som bruges af stort set alle. Man finder også hurtig sit eget høflige svar - mit er: ”Fine, thank you. And you?” Overfladisk? Ja, måske, når man får stillet spørgsmålet i hver eneste butik, man kommer ind i. Oprigtigt? Ja, når det ender i en samtale og måske begyndelsen på et bekendtskab. Men som sky dansker skal man vænne sig til det.

For to uger siden tog vi springet ud på den melbourneanske comedy-scene og med stor succes! Hver mandag aften er der free comedy på Spleen Bar i midtbyen, hvor den lille hyggelige bar bliver tætpakket med lattermilde mennesker og både udenlandske og indfødte stand-uppere. Enkelte af de lokale komikere brugte interne referencer og ord, som efterlod os uforstående. Derimod havde vi ingen problemer med de udenlandske. Specielt en canadisk, lesbisk (det gjorde hun et stort nummer ud af) mandolin-spillende kvinde gjorde et stort indtryk. Hun snakkede om den sproglige barriere, hun mødte i Melbourne, og sang en lille vise med titlen ”No worries”, som direkte kan oversættes til ”ingen bekymringer”, men som nærmere bruges som det danske ”selvfølgelig”. Dette svar får man ofte, når man spørger om noget, fx om et glas vand på en restaurant. Komikeren filosoferede over ordenes betydning i bogstaveligste forstand og om hun egentlig skulle bekymre sig, og straks kom bekymringerneJ ”No worries” er allerede blevet en del af mit ordforråd og bruges ofte i løbet af en dag. Et andet ord, som jeg også har taget til mig, er det lille ord ”ta!”, som er en sammentrækning af ”thank you” og bruges i dagligdagstale. Et meget brugt ord blandt pædagoger, og dermed også mig!

Om halvanden uge har vi påskeferie. Det ser vi meget frem til, da vi får besøg af Mette Bech fra ÅrhusJ Vi har lejet en camper, som vi skal køre staten, Victoria, tyndt i. Turen er endnu ikke planlagt i detaljer, men vi har lige købt en bog med kort over statens campingpladser. Så håber vi bare på godt vejr, da efteråret har meldt sin ankomst. Men 17 grader i dag og 15 grader i DK overhaler I os snart! Ha' det godt;)

Kærlig hilsen

Søren og Anne

Kørekort, fødselsdag og Formel 1

Jeg har længe haft lyst til at tage et motorcykelkørekort, så hvorfor ikke udnytte at jeg er i et land, hvor man kan erhverve sig et for 2500 kr., ca. en fjerdedel af hvad det koster hjemme i DK. Efter en hel del research fandt jeg frem til en køreskole som faktisk lå på en racerbane. Så derfor var det med høje forventninger at jeg tog af sted på det en-dags kursus, som det kræves for at få et ”Learners Permit”. Jeg fandt så ud af, at køreundervisningen og prøverne foregik på noget der minder meget om ”kravlegården” som man er på, når man starter på sit kørekort til bil. Så efter en formiddag, hvor jeg kørte i cirkler og øvede lidt i bremseteknikker, kom køreprøverne. Fire små prøver, stadig i kravlegården, derefter ind til en teoriprøve og wupti, et stk. kørekort i hånden. Nu mangler jeg kun en afsluttende prøve d. 10. juni, inden jeg har det fulde kørekort.

Fredagen før min fødselsdag inviterede vi danskerne og vores flatmates på BBQ (grillfest) i parken vi er naboer til, Flagstaff Garden. Anne brillerede med en brunsviger, som blev udstyret med Haribo slik (købt i Aldi) og små fine lys. Den tog alle med storm, og da jeg skulle til at blæse lysene ud kom der et vindpust og gjorde det for mig, så jeg havde altså ingen kæreste(r)(og der kom ikke spyt på kagen). En rigtig hyggelig aften, der blev afsluttet med en tur i byen.

Forrige weekend havde jeg fået aftalt med en faldskærmsklub, at jeg kunne komme ned og få et par spring hos dem. Jeg blev hentet på togstationen og kørt ud til klubben, hvor jeg fik en meget venlig modtagelse, blev meldt ind i Australian Parachute Federation, lånte en skærm og fik to spring. Dejligt at blive luftet og se Australien lidt fra oven. Og man falder stadig ned mod jorden, selvom det hele er på hovedet heromme (ahr, den var vist lidt tynd).

I denne weekend stod der Formel 1 på programmet. Jeg var af sted med tre kammerater fra Århus. Vi var af sted fredag, lørdag og søndag. Fredag var der træning, lørdag var der træning og sidst på dagen kvalifikation og søndag var det afgørende løb. Det er helt vildt så larmende og vanvittigt hurtig en F1’er er. Det var en intens oplevelse, men jeg må nok sige, at det altså er en del nemmere at overskue løbet hjemme foran tv’et. Det er ret forvirrende med alle de biler der konstant ræser forbi, så man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på stillingen. Alle dagene var der Porche cup, V8 løb med Australske muskelbiler og div. andre løb. Fed weekend:-)

Anne er begyndt at arbejde som vikar i div. børnehaver. Hun er glad for at komme i gang med at arbejde, det har jo været lidt tid under vejs. De sidste par dage har hun tilbagelagt 48 km på Aldi-cyklen, så hun kommer vidt omkring. Bremseklodserne skal vist skiftes i weekenden – kvaliteten følger jo prisen:-)

Vi får besøg i påskeferien af Mette Bech, så dér har vi lejet en camper og så skal vi på roadtrip rundt i staten. Det bliver dejligt med en ferie, men der er stadig tre uger til og en masse skolearbejde, der skal nås inden.

Håber I alle har det godt derhjemme.

Kærlig hilsen Søren (og Anne)

Great Ocean Road og Philip Island

I denne weekend har vi endelig været en tur udenfor Melbourne. RMIT havde arrangeret en to-dages tur, selvfølgelig mod betaling, hvor vi skulle opleve den berømte ”Great Ocean Road”, møde koalaere og håndfodre kænguruer samt se pingvinparaden på Philip Island.

”Great Ocean Road” er en vej langs den barske og klippede sydvendte kyst. Den starter 70 km. sydvest for Melbourne og ender ca. efter 150 km. Den blev anlagt af hjemvendte soldater i 1920’erne for at holde dem beskæftiget og for at skabe vækst i samfundet langs kysten. Lørdag formiddag startede vi med at se den vestlige og mest spektakulære ende af vejen, som kaldes ”Shipwreck coast”. Navnet kommer af de mange skibes skæbnesvangre møde med netop de store klippeformationer i slutningen af 1800-tallet. På denne strækning finder man også de 12 apostle, der er klippestykker løsrevet fra kysten. Med sol fra en skyfri himmel var det helt perfekt at forevige den flotte natur, og et billede siger jo også mere end ord!

Sidst på eftermiddagen lørdag ankom vi til Apollo Bay, hvor vi blev installeret i et hus og gjorde klar til aftenens barbecue. Søren kunne dog lige nå en dukkert i havet indenJ Det var vist ganske forfriskende! Vi havde en hyggelig aften i selskab med 12 amerikaner, 1 tysker, 1 thaier, 3 australiere og 4 danskere. Jeg nød lidt billigt hvidvin (goon), Søren nogle dyre øl og snakken gik. Inden jeg gik i seng, hjalp jeg lige med at tørre bræk op efter en 21-årig amerikaner – man må jo være den voksne og ansvarlige, når man er den ældste i flokken;)

Næste morgen kørte vi allerede kl. 8.15 for at nå søndagens lange program. Vi kørte ad den sidste del af ”Great Ocean Road”, som er tættest på Melbourne og kaldes ”Surf Coast”, da det er her, man finder de bedste surfområder. Imponerende syn når det lykkes dem at fange en god bølge! Vi skal vist ud og prøve det på et tidspunkt – i det mindste så vi kan more os over hvor dårlige vi er;) Derefter gjorde vi et stop for at møde en koala in real life. Den sad og gloede i et træ, imens vi fotograferede på livet løs. Søren og jeg kom dog for alvor tæt på en farverig papegøje, som sad på armen og spiste frø af vores hænder. Og den blev siddende så længe der var mad;)

Søndag middag kørte vi af ”Great Ocean Road” for at sejle over den bugt, Philip Bay, som Melbourne ligger i. Og med ét trak mørke skyer ind over os L Midt i håndfodringen af kænguruer i en lille naturpark kom regnen og vi måtte søge ly i vores lille bus. Vores tourguide, Steven, var impulsiv og arrangerede hurtigt et stop ved en chokoladefabrik til stor begejstring hos pigerne. Det havde alle andre turister i området også fundet på! Regnen stilnede af, og vi kunne fortsætte programmet med at se Philip Islands naturreservat, spise pizza i en park inden vi sluttede af med den stort anlagte pingvinparade. Turister valgfarter hertil om aftenen, for ved solnedgang kommer de små pingviner op på stranden, da faren for at blive taget af en stor rovfugl er mindre, når det er mørkt. Da det er så populært at se pingvinerne, bliver folk placeret på tribuner vendt mod stranden, og fotografering er forbudt, da det er et blitz-helvede for de små søde pingviner. Og ja, de var søde, da de kom vraltende i flok – nogle tykke af at have spist af havets køkken hele dagen, andre mere atletiskeJ Og så laver de faktisk en ret sjov lyd! Men vi har altså intet foreviget…

Vi var hjemme i Melbourne lidt før midnat, så var godt trætte. Heldigvis har Søren haft fri i dag, så vi har slappet af. I morgen starter hverdagen igen – jeg venter på det ene og afgørende papir(børneattesten), som giver mig adgang til at undervise, imens Søren må tilbage til studierne. Vi har det stadig rigtig godt.

Til sidst kommer der en video af Anne som kænguru-dressør og en med Anne som turistguide...

Mange tanker til jer alle,

Søren og Anne

Nye billeder, blog under bearbejdelse....

Vi har det rigtig godt, på trods af, at jeg igen er uden arbejde. Søren har rigtig meget at se til i skolen og får derfor heller ikke skrevet blog. Han har ellers en del at berette om, men det må I have til gode. Indtil må I 'nøjes' med nye billeder;)
I weekenden tager vi på tur med RMIT, hvilket vil sige en gruppe af andre udenlandske studerende. Vi skal til Great Ocean Road og på Philip Island. Der bliver nok en masse at skrive om, så et indlæg er forhåbentlig klar i starten af næste uge.
Håber at alle har det godt. Det forlyder at der bliver over 10 grader søndag. Vi får nok 30;)

Melbourne for madelskere

Hvis der er noget Melbourne er stolt af, er det dens mange restauranter. I byen kan man finde mad fra alverdens køkkener, hvilket afspejler byens multietniske sammensætning som følge af de mange immigranter de sidste 150 år. 5 min. fra RMIT finder man Chinatown, ved siden af ligger det græske kvarter, og nord for centrum huser Lygon Street byens bedste italienske restauranter. I den foregående weekend var der netop her en italiensk madfestival, som bl.a. bestod af et Guinness rekordforsøg på at lave verdens længste pizza på 1,2 km. Forsøget mislykkedes desværre, da det regnede lørdag aften og nat. Rekorden på 1,1 km tilhører derfor stadig Polen ;)

Vi har ikke været så flittige gæster på restauranterne endnu, men har spist en del sushi, da det er vanvittig billigt – en hel maki-rulle koster ca. 13 kr.! Billig og sund take away, som Søren ofte benytter sig af;)

Det bliver måske oftere i den kommende tid, da jeg har fået arbejde som tjener på en restaurant, som er libanesisk med et italiensk islæt. De laver bl.a. de lækreste pizzaer bagt i stenovnJ Jeg er efterhånden ved at have styr på menuen og rutinerne, men skal stadig lære de mange australske vine og min chefs humørsvingninger at kende. Restaurationsbranchen er jo helt ny for mig, især når kunderne snakker klingende australsk, og jeg må bede om bestillingen endnu engang. I dag oplevede jeg også, at det giver lidt drikkepenge, hvis man fortæller at man er fra Danmark, for så kan man jo ikke komme uden om Kronprinsesse Mary J

I går fejrede jeg mit nyerhvervede job ved at bage en blueberry cheesecake, som blev spist med stor nydelse af Søren og to af vores roommates, Rob og Magdalena. Rob bidrog med tyske ølJ

Næste projekt er at bage rugbrød, som vi savner utrolig meget. Det eneste brød, man kan finde i supermarkederne, er toastbrød – noget groft med kerner, men ikke i nærheden af rugbrød. Så må jeg se om jeg kan få lavet noget surdej, når min mor nu ikke kan sende noget fra Danmark…

Rundtur i lejligheden

Så har vi fået lavet en lille video, der viser, hvordan vi bor.

Nyt hjem, nye venner og måske nyt job

14 dage i Melbourne er fløjet af sted, og vi har oplevet så meget og mødt rigtig mange mennesker. For det første er vi flyttet ind på et værelse i en lejlighed i West Melbourne. Det var rart endelig at kunne pakke sin store taske ud, og så tog det kun 10 minJ Vi bor sammen med 4 andre, en koreansk fyr (Paul), en australsk fyr (Rob), en tysk-fransk fyr (Sacha) og en polsk pige (Magdalena), hvoraf de sidste to er et par. Vi snakker rigtig meget engelsk, især med parret, som har boet i London i 5 år. Udover vores eget lille, men hyggelige værelse, er der køkken, som går ud-i-ét med stuen, og et badeværelse, som vi deler med de to fyre! Hertil skal tilføjes, at der ingen lås på døren er... Vi er nu rigtig glade for at bo her. Der er ok rent, vi snakker godt med de andre og det ligger kun 15 minutters gang fra centrum, 20 min. fra RMIT og 5 min. fra Queen Victoria Market, hvor vi kan købe billige grøntsager og frugt. Jeg kommer der nærmest hver eneste dag! Se her, hvorfor: http://www.qvm.com.au/

Søren er startet på ’orientation’, som er et introduktionsforløb for de nyankomne, udenlandske studerende på RMIT. Fredag er sidste dag, og så har han 1½ uges ferie, inden semestret, altså undervisningen, starter den 28. februar. I dag har han valgt fag, eller forsøgt, for det er vist noget mere kompliceret end forventet. I morgen afsluttes forløbet med en stor, fælles fest. Da kærester ikke er inviteret, vil Nina, som også er medrejst kæreste, og jeg tøsehygge med god mad og drinks. Så kan det være, vi bliver samlet op senere…

Min jobsituation er lidt forvirrende, men derfor ikke håbløs, nærmere optimistisk. Fredag i sidste uge gav min runde rundt til Melbournes mange caféer pote. Jeg havde en samtale på en café, fik lov til at lave et par kopper kaffe til de andre ansatte og dumpede bravt. MEN chefen kunne lide mig som person og vidste hvordan det er at være ny i en by og søge arbejde, så hun tilbød mig to dages prøvetid. Så tirsdag og onsdag mødte jeg ind fra kl. 7-13 og fik lov til at vaske op, servere m.v. og gjorde, hvad jeg blev bedt om. Jeg blev sendt hjem i går med lønnen i hånden og ventede på et opkald om min videre skæbne… Jeg venter stadig!

Det er svært at komme ind på jobmarkedet i Melbourne, hvis man som mig er på Working Holiday Visa og så oveni købet ikke har engelsk som sit modersmål. Men jeg giver ikke op. Nu har flere og bedre muligheder faktisk dukket op;) I går var jeg på et vikarbureau, ”Randstad Education”, og de fortalte at der er masser af vikarjobs i midtbyen og jeg kan arbejde i pre-school, som er for de 5-årige. Inden skal jeg dog have en børneattest og en straffeattest samt tage et førstehjælpskursus. Kurset kan jeg tage lørdag, og papirerne vil tage op til 4 uger. OG selvfølgelig er det ikke gratis. Jeg må punge ud med omkring 1000 kr., men det er hurtig tjent ind igen. Håber dog ikke at jeg skal gå ledig i 4 uger mere, så lidt caféarbejde ville være fint. Spændende hvad der kommer til at ske;)

Jeg vil vende tilbage til ”Simpsons” på 50' faldskærm, australsk rødvin og mørk øko-chokolade fra Aldi, som jeg vil nyde i selskab med Søren.

Håber alle har det godt og overlever endnu en snestorm!! Send gerne lidt kulde herned, for vi sveder noget i de 30 grader;)

Kærlig hilsen Anne (og Søren)

Første uge i Melbourne

I dag, fredag, har vi været i Melbourne i otte dage. Den første uge er hovedsageligt gået med at finde ud af en masse praktiske ting. Hvor skal jeg gå i skole, hvor skal vi handle ind, hvordan skal Anne finde arbejde og ikke mindst hvor skal vi bo?

RMIT ligger placeret lige midt i centum af Meloburne, også kaldet CBS (Central Business District), så det er både godt og skidt. Godt fordi det er fedt, at være hvor tingene sker, skidt fordi det er voldsomt dyrt at bo tæt på centrum.

Efter at vi havde brugt én dag på at se på tre faldefærdige huse, indeholdende værelser til studerende, blev vi enige om, at vi nok måtte sætte lidt flere penge til side til husleje, end vi havde regnet med i første omgang. Det var nødvendigt for at få et værelse af rimelig god standard tæt på centrum af Melbourne.

Så dagen efter var vi ude til fremvisning to steder, hvoraf det ene var rigtig godt, så vi sagde, at vi gerne ville have det og efter en spændt eftermiddag fik vi svar, at vi kunne flytte ind mandag d 14.

Det er en lejlighed med tre to-mands værelser, fælles stue og fælles køkken. Så fra på mandag skal vi bo sammen med en kineser, en franskmand, en tysker og en australier. Det bliver spændende! Vi skal betale 300 dollars om ugen for værelset, så det svarer til ca. 7200 kr. om måneden. Så er det lige pludseligt ikke så dyrt at bo i Århus længere!

Med lejligheden på plads er Anne begyndt at søge arbejde. Lige pt. mens jeg sidder på skolen (der er gratis internet) går Anne rundt og deler jobansøgninger ud til caféer. Vi krydser selvfølgelig fingre for, at hun finder noget hurtigt.

I går flyttede vi hostel. Den første dag vi var hernede, gik vi os en tur og jeg besluttede mig undervejs, at ringe til en fra klassen, som jeg vidste var ankommet dagen før. Michael, som jeg ringede til tog telefonen og fortalte, at han boede på Hostel Ritz sammen med fire andre fra skolen. Nå, jamen der var vi gået forbi 20 sek. før, så han kunne bare komme ned på gaden. Sværere er det altså ikke at finde hinanden i en by med 4 millioner indbyggere:-) Så der flyttede vi hen i går, det er nu meget hyggeligt at være sammen gutterne.

I går aftes var vi til pokeraften på den lokale irske pub. Anne tog med som opbakning, men pludselig var hun også med ved det runde bord, og hun kom lige så langt som mig, vi gik ud i runde fem ud af ti.

Ellers er der ikke så meget mere at berette. Vi er sluppet for oversvømmelser, bortset fra sidste fredag, hvor vejret gik amok. Der faldt 84 mm regn på under en halv time. Har aldrig set noget lignende...

Håber at i alle har det godt.

KH Søren (og Anne)