Melbourne for madelskere

Hvis der er noget Melbourne er stolt af, er det dens mange restauranter. I byen kan man finde mad fra alverdens køkkener, hvilket afspejler byens multietniske sammensætning som følge af de mange immigranter de sidste 150 år. 5 min. fra RMIT finder man Chinatown, ved siden af ligger det græske kvarter, og nord for centrum huser Lygon Street byens bedste italienske restauranter. I den foregående weekend var der netop her en italiensk madfestival, som bl.a. bestod af et Guinness rekordforsøg på at lave verdens længste pizza på 1,2 km. Forsøget mislykkedes desværre, da det regnede lørdag aften og nat. Rekorden på 1,1 km tilhører derfor stadig Polen ;)

Vi har ikke været så flittige gæster på restauranterne endnu, men har spist en del sushi, da det er vanvittig billigt – en hel maki-rulle koster ca. 13 kr.! Billig og sund take away, som Søren ofte benytter sig af;)

Det bliver måske oftere i den kommende tid, da jeg har fået arbejde som tjener på en restaurant, som er libanesisk med et italiensk islæt. De laver bl.a. de lækreste pizzaer bagt i stenovnJ Jeg er efterhånden ved at have styr på menuen og rutinerne, men skal stadig lære de mange australske vine og min chefs humørsvingninger at kende. Restaurationsbranchen er jo helt ny for mig, især når kunderne snakker klingende australsk, og jeg må bede om bestillingen endnu engang. I dag oplevede jeg også, at det giver lidt drikkepenge, hvis man fortæller at man er fra Danmark, for så kan man jo ikke komme uden om Kronprinsesse Mary J

I går fejrede jeg mit nyerhvervede job ved at bage en blueberry cheesecake, som blev spist med stor nydelse af Søren og to af vores roommates, Rob og Magdalena. Rob bidrog med tyske ølJ

Næste projekt er at bage rugbrød, som vi savner utrolig meget. Det eneste brød, man kan finde i supermarkederne, er toastbrød – noget groft med kerner, men ikke i nærheden af rugbrød. Så må jeg se om jeg kan få lavet noget surdej, når min mor nu ikke kan sende noget fra Danmark…

Rundtur i lejligheden

Så har vi fået lavet en lille video, der viser, hvordan vi bor.

Nyt hjem, nye venner og måske nyt job

14 dage i Melbourne er fløjet af sted, og vi har oplevet så meget og mødt rigtig mange mennesker. For det første er vi flyttet ind på et værelse i en lejlighed i West Melbourne. Det var rart endelig at kunne pakke sin store taske ud, og så tog det kun 10 minJ Vi bor sammen med 4 andre, en koreansk fyr (Paul), en australsk fyr (Rob), en tysk-fransk fyr (Sacha) og en polsk pige (Magdalena), hvoraf de sidste to er et par. Vi snakker rigtig meget engelsk, især med parret, som har boet i London i 5 år. Udover vores eget lille, men hyggelige værelse, er der køkken, som går ud-i-ét med stuen, og et badeværelse, som vi deler med de to fyre! Hertil skal tilføjes, at der ingen lås på døren er... Vi er nu rigtig glade for at bo her. Der er ok rent, vi snakker godt med de andre og det ligger kun 15 minutters gang fra centrum, 20 min. fra RMIT og 5 min. fra Queen Victoria Market, hvor vi kan købe billige grøntsager og frugt. Jeg kommer der nærmest hver eneste dag! Se her, hvorfor: http://www.qvm.com.au/

Søren er startet på ’orientation’, som er et introduktionsforløb for de nyankomne, udenlandske studerende på RMIT. Fredag er sidste dag, og så har han 1½ uges ferie, inden semestret, altså undervisningen, starter den 28. februar. I dag har han valgt fag, eller forsøgt, for det er vist noget mere kompliceret end forventet. I morgen afsluttes forløbet med en stor, fælles fest. Da kærester ikke er inviteret, vil Nina, som også er medrejst kæreste, og jeg tøsehygge med god mad og drinks. Så kan det være, vi bliver samlet op senere…

Min jobsituation er lidt forvirrende, men derfor ikke håbløs, nærmere optimistisk. Fredag i sidste uge gav min runde rundt til Melbournes mange caféer pote. Jeg havde en samtale på en café, fik lov til at lave et par kopper kaffe til de andre ansatte og dumpede bravt. MEN chefen kunne lide mig som person og vidste hvordan det er at være ny i en by og søge arbejde, så hun tilbød mig to dages prøvetid. Så tirsdag og onsdag mødte jeg ind fra kl. 7-13 og fik lov til at vaske op, servere m.v. og gjorde, hvad jeg blev bedt om. Jeg blev sendt hjem i går med lønnen i hånden og ventede på et opkald om min videre skæbne… Jeg venter stadig!

Det er svært at komme ind på jobmarkedet i Melbourne, hvis man som mig er på Working Holiday Visa og så oveni købet ikke har engelsk som sit modersmål. Men jeg giver ikke op. Nu har flere og bedre muligheder faktisk dukket op;) I går var jeg på et vikarbureau, ”Randstad Education”, og de fortalte at der er masser af vikarjobs i midtbyen og jeg kan arbejde i pre-school, som er for de 5-årige. Inden skal jeg dog have en børneattest og en straffeattest samt tage et førstehjælpskursus. Kurset kan jeg tage lørdag, og papirerne vil tage op til 4 uger. OG selvfølgelig er det ikke gratis. Jeg må punge ud med omkring 1000 kr., men det er hurtig tjent ind igen. Håber dog ikke at jeg skal gå ledig i 4 uger mere, så lidt caféarbejde ville være fint. Spændende hvad der kommer til at ske;)

Jeg vil vende tilbage til ”Simpsons” på 50' faldskærm, australsk rødvin og mørk øko-chokolade fra Aldi, som jeg vil nyde i selskab med Søren.

Håber alle har det godt og overlever endnu en snestorm!! Send gerne lidt kulde herned, for vi sveder noget i de 30 grader;)

Kærlig hilsen Anne (og Søren)

Første uge i Melbourne

I dag, fredag, har vi været i Melbourne i otte dage. Den første uge er hovedsageligt gået med at finde ud af en masse praktiske ting. Hvor skal jeg gå i skole, hvor skal vi handle ind, hvordan skal Anne finde arbejde og ikke mindst hvor skal vi bo?

RMIT ligger placeret lige midt i centum af Meloburne, også kaldet CBS (Central Business District), så det er både godt og skidt. Godt fordi det er fedt, at være hvor tingene sker, skidt fordi det er voldsomt dyrt at bo tæt på centrum.

Efter at vi havde brugt én dag på at se på tre faldefærdige huse, indeholdende værelser til studerende, blev vi enige om, at vi nok måtte sætte lidt flere penge til side til husleje, end vi havde regnet med i første omgang. Det var nødvendigt for at få et værelse af rimelig god standard tæt på centrum af Melbourne.

Så dagen efter var vi ude til fremvisning to steder, hvoraf det ene var rigtig godt, så vi sagde, at vi gerne ville have det og efter en spændt eftermiddag fik vi svar, at vi kunne flytte ind mandag d 14.

Det er en lejlighed med tre to-mands værelser, fælles stue og fælles køkken. Så fra på mandag skal vi bo sammen med en kineser, en franskmand, en tysker og en australier. Det bliver spændende! Vi skal betale 300 dollars om ugen for værelset, så det svarer til ca. 7200 kr. om måneden. Så er det lige pludseligt ikke så dyrt at bo i Århus længere!

Med lejligheden på plads er Anne begyndt at søge arbejde. Lige pt. mens jeg sidder på skolen (der er gratis internet) går Anne rundt og deler jobansøgninger ud til caféer. Vi krydser selvfølgelig fingre for, at hun finder noget hurtigt.

I går flyttede vi hostel. Den første dag vi var hernede, gik vi os en tur og jeg besluttede mig undervejs, at ringe til en fra klassen, som jeg vidste var ankommet dagen før. Michael, som jeg ringede til tog telefonen og fortalte, at han boede på Hostel Ritz sammen med fire andre fra skolen. Nå, jamen der var vi gået forbi 20 sek. før, så han kunne bare komme ned på gaden. Sværere er det altså ikke at finde hinanden i en by med 4 millioner indbyggere:-) Så der flyttede vi hen i går, det er nu meget hyggeligt at være sammen gutterne.

I går aftes var vi til pokeraften på den lokale irske pub. Anne tog med som opbakning, men pludselig var hun også med ved det runde bord, og hun kom lige så langt som mig, vi gik ud i runde fem ud af ti.

Ellers er der ikke så meget mere at berette. Vi er sluppet for oversvømmelser, bortset fra sidste fredag, hvor vejret gik amok. Der faldt 84 mm regn på under en halv time. Har aldrig set noget lignende...

Håber at i alle har det godt.

KH Søren (og Anne)

Fra Phuket til Melbourne

Onsdag morgen kl. 03:30 ringede vækkeuret. Dagen var kommet, hvor vi skulle af sted mod Melbourne. Turen så således ud: Phuket - Bangkok, Bangkok – Sydney og Sydney – Melbourne. Kl. 04:30 stod vi i Phuket lufthavn, klar til at tjekke ind. Vi skulle flyve kl. 06:45 og ankomme i Bangkok kl. 08:00. Derefter skulle vi først flyve fra Bangkok kl. 17:25, så der var god tid i Bangkok. Det hele gik også fint, indtil vi skulle til at lette. Flyet gassede op som det plejer, men under starten gik motoren nærmest ud, så piloten måtte afbryde. Flyet rullede op til den anden ende af landingsbanen og prøvede én gang til, måske var der mere held i den anden ende af banen? Det samme skete igen, og vi rullede ind til terminalen igen. Først fik vi at vide, at mekanikerne bare lige skulle bruge en halv time til at reparere flyet. Men som alle ved, tager en mekaniker jo altid længere tid end han har sagt i første omgang!, så det endte med, at vi gik fra borde. Afgangstiden blev udsat mange gange og det begyndte at blive lidt kritisk med at nå flyet fra Bangkok til Sydney, men kl. 13:00 kom vi af sted, kun lidt over seks timer forsinket…
Da vi ankom til Bangkok, havde vi lidt travlt, så vi stod og trippede lidt ved bagagebåndet for at få vores bagage, så vi kunne komme videre. Yes, nu kom bagagen rullende! Men hvad var nu det? Min pose til rygsækken var lynet op. Nå, det var nok sket under transporten, jeg havde jo ikke kunnet finde min hængelås, så den var ikke blevet låst. Men tasken var også gået op og flere af lynlåsene var åbnet på tasken. Transportskade? Næ, for i det samme kommer en medpassager hen for at fortælle, at hun har set en af stewardesserne rode i min taske og tage min pung. Så AirAsias kabinepersonale har åbenbart ikke fået deres årlige lønforhøjelse og tager sagen i egen hånd… Vi får fat i en eller medarbejder, som har en konvolut i hånden. Og hvad ligger deri? Min pung sørme. Den er blevet fundet og indlevet som fundet gods. Da jeg efter nogle underskrifter, får den udleveret, forklarer de at den nok er ”faldet ud” under transport. Da jeg, måske en anelse ophidset, forklarer dem, hvordan jeg mener det hænger sammen, giver de mig ret og lover, at de vil anmelde hændelsen. Hvad de har gjort, aner jeg ikke, men jeg fik min pung tilbage. Der var heldigvis ingenting i pungen, så det fryder mig, at hun har stået dér med dollartegn i øjnene, indtil hun har opdaget, at den var tom.

Vi nåede også flyet til Sydney, og efter ni timer, en del turbulens (måske cyklonens skyld), opkast af Annes morgenmad (måske turbulensens skyld), nåede vi Sydney. Vi nærmest løb igennem immigrationskontrollen, viste at fodsålerne ikke indeholdte mudder fra Thailand, at Annes strandskaller og min bambusske ikke var en trussel for Australiens videre eksistens og nåede frem til Check-in, kun for at få at vide, at vi ikke kunne nå vores sidste fly. Men intet problem, vi blev bare flyttet til næste afgang en time senere, thumbs up til Quantas.

Da vi nåede Melbourne, blev vi afhentet af RMIT (universitetet), vi havde forventet bus, men det var med privatchauffør i jakkesæt og en bil så tæt på limousine, som man kan komme uden rigtigt at være det.
Altså sluttede den spændende (til tider lidt for spændende) tur jo godt.

Pt. bor vi på hostel i forstaden St. Kilda i Melbourne. I dag har vi været på RMIT for at få mig oprettet som studerende. Vi har fået gang i boligjagten og skal ud at se to steder i morgen. Der er ikke så meget til par, det meste er egnet til enlige, men nu må vi se. Vi har booket fem nætter her på hostlet, vi håber det slår til.
Her til aften har vi oplevet lidt af det eksteme vejr som forekommer hernede. Fra en stille varm aften, fik vi på få minutter et ekstremt voldsomt regnskyl, som oversvømmede vejene, så bilerne måtte snegle sig af sted. Utroligt som vejret kan skifte hernede. Man har også et lokalt ordsprog i Melbourne, som siger: Hvis du ikke kan lide vejret, så vent ti minutter!

Vi håber, at I alle har det godt derhjemme.

KH Søren (og Anne)

Phi Phi, håndboldfinalen ’the Irish way’ og Phuket by

De sidste fem dage i Thailand blev tilbragt på øen Phi Phi Don samt i Phuket by – to usammenlignende steder! En dansk kvinde i Bangkok havde fortalt os uger forinden, at Phi Phi Don er et sted for unge, feststemte mennesker, altså sådan nogen som os!? Da vi ankom til øen, var der meget stille i de snævre gader. Få sad og spiste morgenmad, imens de lokale transporterede nye forsyninger rundt med ladvogne. Der er nemlig ingen veje på øen og dermed heller ingen biler eller scootereJ Vi fandt et ledigt værelse på et guesthouse – som lovet dyrt og ikke høj standard.

Vi besluttede os for allerede om eftermiddagen at tage på en sejltur ud til den legendariske ”Maya Beach - The Beach”, da vejret var godt. Vi gik ombord 3 timer senere. Mit kendis-stalker-gen måtte straks i brug, for på båden befandt sig et kendt, dansk ansigt. FÅ sekunder og jeg genkendte ham. TV-Avisen’s nydanske vært, Erkan et eller andet. Nå, men første stop på turen var en strand med aber. Dyr er den store attraktion i Thailand. Men vi skulle ikke tæt på de frække, til tider bidende, aber. Så vi kiggede på, at andre turister fodrede dem. Derefter skulle vi have sejlet til en grotte og en anden strand, men tiltagende vind gjorde det for farligt. Så vi sejlede til ”Maya beach” og sikke et smukt syn. En kridhvid sandstrand med det klareste, blå vand omringet af de barske, mangroveklipper. Øde er den desværre ikke, for det er den store turistattraktion, og langhalebåde sejler frem og tilbage, men uden kunne det måske være paradis. Søren og jeg snorklede og fik en forsmag på farverige fisk. Ingen Nemo, men den møder vi nok i Great Barrier Reef i juli. Søren kunne filme med sit smarte faldskærmskamera – endnu engang har han udstyret;)

Sejlturen blev afsluttet med en buffet på en restaurant tilbage på hovedøen – det mest smagløse thaimad. De forsøgte at ’krydre den’ med et ildshow! Meget populært på øen. Vi brugte resten af aftenen på at finde en bar, som ville vise håndboldfinalen aftenen efter. Men måtte gå uforrettede i seng.

Søndag morgen kunne Søren glædeligt meddele, at kampen var listet på en sport bars tv-program, dog først kl. 12 om aftenen. Efter en dag på stranden (Søren i en hængekøje) og en bestigning af øens udsigtspunkt, gik vi forventningsfulde rundt i byen og ventede på det store slag ml. Danmark og Frankrig. Vi var overbeviste om, at den startede kl. 23 (det havde Svend, Sørens far, selv sagt), så der blev tjekket i baren, og det var rigtig nok. Nogle andre danskere dukkede op. Kampen blev kommenteret af en irer, hvilket var meget underholdende. Han snakkede uafbrudt, var vildt begejstret og var på randen af nervesammenbrud hele 2. halvleg samt i tillægstiden. Bent Nygaard, gå hjem!

Kl. 1 måtte vi gå nederlagets lange og tunge gang hjem og forsøge at sove trods adrenalinen pumpende i kroppen. Næste morgen forlod vi øen.

Phuket by havde ikke meget at byde på. Det var nok også mest et standby-sted for vores videre rejse. Vi fik brugt vores sidste baht på McD-mad, schnitzel mit pommes (sund pause fra ris og kylling), en Lady Gaga-cd, en flot og billig kjole (Anne) og et sidste lækkert thai-måltid i vores hostels resturant, ”SeaU”. ”SeaU, Phuket” bliver det nok ikke, men Thailand har meget mere at byde på.

Men nu venter endelig oplevelser ”down under”…

Kram Anne