lørdag den 5. februar 2011

Fra Phuket til Melbourne




Onsdag morgen kl. 03:30 ringede vækkeuret. Dagen var kommet, hvor vi skulle af sted mod Melbourne. Turen så således ud: Phuket - Bangkok, Bangkok – Sydney og Sydney – Melbourne. Kl. 04:30 stod vi i Phuket lufthavn, klar til at tjekke ind. Vi skulle flyve kl. 06:45 og ankomme i Bangkok kl. 08:00. Derefter skulle vi først flyve fra Bangkok kl. 17:25, så der var god tid i Bangkok. Det hele gik også fint, indtil vi skulle til at lette. Flyet gassede op som det plejer, men under starten gik motoren nærmest ud, så piloten måtte afbryde. Flyet rullede op til den anden ende af landingsbanen og prøvede én gang til, måske var der mere held i den anden ende af banen? Det samme skete igen, og vi rullede ind til terminalen igen. Først fik vi at vide, at mekanikerne bare lige skulle bruge en halv time til at reparere flyet. Men som alle ved, tager en mekaniker jo altid længere tid end han har sagt i første omgang!, så det endte med, at vi gik fra borde. Afgangstiden blev udsat mange gange og det begyndte at blive lidt kritisk med at nå flyet fra Bangkok til Sydney, men kl. 13:00 kom vi af sted, kun lidt over seks timer forsinket…
Da vi ankom til Bangkok, havde vi lidt travlt, så vi stod og trippede lidt ved bagagebåndet for at få vores bagage, så vi kunne komme videre. Yes, nu kom bagagen rullende! Men hvad var nu det? Min pose til rygsækken var lynet op. Nå, det var nok sket under transporten, jeg havde jo ikke kunnet finde min hængelås, så den var ikke blevet låst. Men tasken var også gået op og flere af lynlåsene var åbnet på tasken. Transportskade? Næ, for i det samme kommer en medpassager hen for at fortælle, at hun har set en af stewardesserne rode i min taske og tage min pung. Så AirAsias kabinepersonale har åbenbart ikke fået deres årlige lønforhøjelse og tager sagen i egen hånd… Vi får fat i en eller medarbejder, som har en konvolut i hånden. Og hvad ligger deri? Min pung sørme. Den er blevet fundet og indlevet som fundet gods. Da jeg efter nogle underskrifter, får den udleveret, forklarer de at den nok er ”faldet ud” under transport. Da jeg, måske en anelse ophidset, forklarer dem, hvordan jeg mener det hænger sammen, giver de mig ret og lover, at de vil anmelde hændelsen. Hvad de har gjort, aner jeg ikke, men jeg fik min pung tilbage. Der var heldigvis ingenting i pungen, så det fryder mig, at hun har stået dér med dollartegn i øjnene, indtil hun har opdaget, at den var tom.

Vi nåede også flyet til Sydney, og efter ni timer, en del turbulens (måske cyklonens skyld), opkast af Annes morgenmad (måske turbulensens skyld), nåede vi Sydney. Vi nærmest løb igennem immigrationskontrollen, viste at fodsålerne ikke indeholdte mudder fra Thailand, at Annes strandskaller og min bambusske ikke var en trussel for Australiens videre eksistens og nåede frem til Check-in, kun for at få at vide, at vi ikke kunne nå vores sidste fly. Men intet problem, vi blev bare flyttet til næste afgang en time senere, thumbs up til Quantas.

Da vi nåede Melbourne, blev vi afhentet af RMIT (universitetet), vi havde forventet bus, men det var med privatchauffør i jakkesæt og en bil så tæt på limousine, som man kan komme uden rigtigt at være det.
Altså sluttede den spændende (til tider lidt for spændende) tur jo godt.

Pt. bor vi på hostel i forstaden St. Kilda i Melbourne. I dag har vi været på RMIT for at få mig oprettet som studerende. Vi har fået gang i boligjagten og skal ud at se to steder i morgen. Der er ikke så meget til par, det meste er egnet til enlige, men nu må vi se. Vi har booket fem nætter her på hostlet, vi håber det slår til.
Her til aften har vi oplevet lidt af det eksteme vejr som forekommer hernede. Fra en stille varm aften, fik vi på få minutter et ekstremt voldsomt regnskyl, som oversvømmede vejene, så bilerne måtte snegle sig af sted. Utroligt som vejret kan skifte hernede. Man har også et lokalt ordsprog i Melbourne, som siger: Hvis du ikke kan lide vejret, så vent ti minutter!

Vi håber, at I alle har det godt derhjemme.

KH Søren (og Anne)

5 kommentarer:

  1. godt at høre at i er kommet godt frem. Håber at i snart finder noget at bo i og at anne finder et fantastisk job så hun kan sende penge hjem til de fattige i hjemlandet (eller bare til mig).

    SvarSlet
  2. Vi har fundet noget at bo i nu. En lejlighed sammen med fire andre. Så det er dejligt at have det på plads:-)Men det er jo ret dyrt hernede, så vi tænkte om du ikke kunne sende os penge i stedet, Dorte?

    SvarSlet
  3. Fine billeder :) Det ser ud til at i nyder det. "I har også bare af"... at nyde varmen :) Her lover/truer de med dagsfrost og sne fra weekenden af. Så NYD DET lige for os forfrosne herhjemme :)
    Vi har det alle fint, og får travlt med at have besøg henover weekenden, så det blive dejligt. Må vi få jeres nye adresse, måske vi kigger forbi til kaffe en dag - MUAHAHAHA.. (Gid det var så vel) Nå ikke mere sludder fra trætte mig :) - men, stort kram fra Maibritt

    SvarSlet
  4. Hej Anne og Søren. Nu vil jeg prøve igen. Mon jeg kommer igennem. Kh mor, Silkeborg

    SvarSlet
  5. Ja, nu ser det ud til at virke:-)
    Vi er rigtig glade for at følge jer - og billederne siger jo også meget.
    Håber at træffe jer via Skype.
    Varme hilsner og tanker fra far og mor i Silkeborg

    SvarSlet