Fraser Island

Onsdag d. 6. juli blev vi samlet op af Dingo Tours i Hervey Bay med retning imod Fraser Island - verdens største sand-ø. Vi skulle på en to dages tur til øen, hvor vi skulle guides rundt i bus og på gå-ben. Da vi ankom efter tre kvarters sejltur, blev vi samlet op af en noget speciel bus. Da hele øen er lavet af sand, er det en absolut nødvendighed for at begive sig rundt at ens køretøj har firehjulstræk. Bussen mindede lidt om de lastbiler, man ser deltage i Paris-Dakar. Den havde en selvfølgelig firehjulstræk og en meget stor frihøjde, altså stor afstand fra bunden af bussen og ned til jorden - eller rettere sagt sandet.
Af sted gik det i bussen, den første dag skulle vi se Lake McKenzie, en sø bestående af regnvand og derfor var vandet utroligt rent og krystal klart - dog lidt koldt. Efter en badetur i søen og lidt dasen på stranden tog vi en gang frokost. Under frokosten fik vi besøg af veran, som var lidt for interesseret i vores mad.
Derefter var vi på to vandringer i en lille del af øens massive regnskov. Det var utroligt at se skoven med lianer og alt hvad man forestiller sig, der gror i en regnskov. Der var også dødelige edderkopper, så vi skulle holde øjnene åbne på hele turen. Anne fik mavepine halvvejs inde i vandreturen, så hun fik et lift af vores guide, Hayden, i bussen. Han sluttede også turen af med at smide en grøn slange på stien. Den var lavet af plastic, men det var der mange, der ikke lurede, dog snød han ikke en gammel spejder som mig:)
Vi overnattede på et resort i en af øens eneste byer, hvor vi fik god mad og et par øl i den lokale bar, Dingo Bar. Anne fandt ud af at øl kan kurere mavepine, så det er da ikke den værste medicin.
Dag to bød på østkysten af Fraser Island. Den består hovedsageligt af 75 mile beach, der som navnet siger, er 75 miles lang, eller ca. 120 km. Det betød, eftersom at vi opholdt os på vest siden, at øen skulle krydses. Én time i bus op og ned, ud og ind af smalle, snoede stier, det var utroligt, hvordan bussen kunne kravle igennem sandet. På 75 mile beach gjorde vi et stop for at interesserede kunne få et ”Joy Fligth”. En 15 min. flyvetur over øen med en meget entusiastisk pilot, der virkelig prøvede at sælge varen. Dog var der kun 5 ud af 17, der købte turen. Måske hang det sammen med prisen, 70 dollars for 15 min.
Vi så flere forskellige steder i løbet af dagen. Højdepunktet, i mere end én forstand, var Indian Head. En høj klippe, der rækker ud over havet. Den er navngivet af Capt. James Cook, der i 1770 kortlagde Australiens østkyst. Han sejlede forbi og på toppen stod Aboriginals, eller indianere som man dengang kaldte dem, og iagttog hans skib. Deraf navnet Indian Head. Deroppefra var der en flot udsigt. Vi kunne se ned i det klare blå hav, og se rokker og Humpback Whales svømme forbi. Fra juli til september er det sæson for Humpback Whales migration. Hvalerne svømmer fra det Arktiske hav til Stillehavet ud for Nordaustralien for at føde. Vi har set dem flere gange ud for kysten på vores tur. Imponerende at se hvaler på op til 50-60 tons nærmest springe op i luften og lande på ryggen eller bare se den karakteristiske sky af vand når de udånder.
Ellers så vi også Eli Creek, en å, som vi kunne gå op ad og flyde med strømmen ud til havet igen. En anden attraktion vi stoppede ved var The Maheno Shipwreck, som er et rustent vrag at et dampskib, som drev på land i 1935 efter en mislykket bugsering fra New Zealand til Japan. Komisk og dum historie, men det korte af det lange er at vraget har ligget på stranden i 76 år og nu er blevet en turistattraktion.
Til sidst var der bare en bumpende køretur tilbage til vestsiden og en gang aftensmad, inden vi skulle sejle tilbage til Hervey Bay, autocamperen og vores maskot Joey…