Whitsunday Islands - Porten til "Det store rev"

Sidste uge brugte vi tiden i Airlie Beach, ca. 500 km. syd for Cairns, vores endestation. Udover at være en lille, charmerende havne/badeby, er Airlie Beach også byen, hvorfra man sejler ud til Whitsunday ø-gruppen, som ligger omgivet af Great Barrier Reef - verdens største koralrev. Ø-gruppen består af 72 øer, størstedelen ubeboede af mennesker, få med ressorter, men alle med en enestående natur. Søndag aften købte vi vores bådtur i byen. Vi fik et godt tilbud med afslag på næsten $200 pr. person og kunne komme af sted 2 dage og 2 nætter med fuld forplejning for $300 pr. person. Så sku’ vi bare vente til afgang tirsdag middag. Jeg fik købt de nødvendige søsygepiller, Søren genskabte kontakten til familien derhjemme, og så var vi klar til afgang!

Katamaranbåden ”Powerplay” har plads til 18 personer udover crew, men heldigvis var vi kun 15 gæster og det var godt trængt alligevel. Efter en noget gyngende tur igennem Whitsunday passagen, hvor jeg kæmpede imod søsygen, ankom vi til det første snorke-/dykkersted, Blue Pearl Bay. Vi fik begge et introdykkerkursus ($60 pr. person) og fik lov til at prøve det i en god halv time. Søren udnyttede kurset og kom næsten ned på 8 meter, imens jeg ikke var så vild med fornemmelsen af at være så dybt nede, så jeg kom før tilbage på båden og kunne slappe af i solen. Vi så dog flotte fisk, men var ikke videre imponerede over sigtbarheden ved koralrevene. Vandet var lidt grumset og uklart, som skyldes store forskelle i høj- og lavvande pga. fuldmåne og de store vandmasser, som dermed skylles frem og tilbage.

Derefter sejlede vi ind i en anden bugt, hvor vi lagde til for aften/natten. Aftenen gik med hygge og snak, inden vi krøb til køjs i vores dobbeltseng, som kun var adskilt af et gardin fra et fransk vennepar. Vi blev vugget i søvn af havets skvulpen.

Næsten dag stod den straks på dykning og snorkling efter morgenmaden. Vandet var så koldt (21 grader), at det var nødvendigt med våddragt. Vi så flotte stimer af fisk, nogle farverige koraller (lilla!) og en kæmpe fisk - det var heldigvis ikke en haj! Bagefter kunne vi varme os i bådens indbyggede jacuzzi. Efter frokost kunne vi atter snorkle. Jeg sprang over, da det var for koldt, og gik desværre glip af at svømme sammen med en havskildpadde. Den havde også nok at se til med mindst 10 ivrige mennesker omkring sig.

Om eftermiddagen ankom til den utrolig, smukke Whitehaven Beach, som er foreviget på så mange postkort, og ikke uden grund. Det fineste sand og turkisblåt vand så langt øjet rækker. Den er måske én af verdens flotteste - jeg er overbevist. De fine sandkorn har rygte for at ødelægge/ridse især elektronik, så vi efterlod kameraet ombord på båden og overlod fotograferingen til vores friske host, Hannah. Og der blev knipset løs. Hoppebilleder, pigebilleder, pyramider, ”Vegemite”-billeder og diverse andre gruppebilleder. Kun fantasien satte grænser. Efterfølgende gik vi op til et udsigtspunkt og fik for alvor et overblik over paradis-strandens omfang.

Den sidste aften på båden blev brugt på at se diasshow af de billeder, crewet havde taget undervejs. Søren spillede 500 med nogle irere, en brite og en canadier. De havde lidt anderledes regler, men rart med lidt flere og andre medspillere. Han kunne dog langt fra nå at indtage de 12 dåseøl, han havde medbragt. Så skulle vi vist have valgt en tur med vores nabobåd den nat - de festede til kl. 23.30, hvor vores skipper sejlede derover i en gummibåd for at dæmpe gemytterne;)

Næste morgen blev vi vækket tidligt for at gå en tur op til et aboriginal-kunstværk(er). Derefter morgenmad på båden før afgang med retning mod Airlie Beach. Da vi gik på land, gyngede jorden lidt under vores fødder, og vi var noget trætte. Vi fik os en lur i campervanen, som holdt på et hostels p-plads. Her havde også fået en gratis overnatning på dorm, hvilket var ganske praktisk, da vi trængte forfærdelig meget til et bad og desuden skulle afslutte bådturen med en fest på byens barer. Her fik vi gratis kander af øl og kunne nyde dem havets bølgegang. Bølgerne gik dog højt, som aftenen skred frem … og fredag morgen kunne vi heldigvis sove længe!