søndag den 24. juli 2011

Krokodiller, pythonslanger og andre kæledyr...

Så er vores campervan afleveret, men de sidste par dage bød på adskillige spændende oplevelser nord for Cairns. Onsdag var vi i regnskoven ved floden, "Mossman Gorge", som er hellig for det oprindelige folk og derfor bor i et lille samfund tæt derpå. Den består af nogle nedslidte huse og ligner mere en flygtningelejr end et rigtigt kvarter. Man kunne købe en guidet tur i regnskoven, men vi gik selv den lille rute, der var afmærket. Det var ganske fint. Derefter kørte vi 30 km. nordpå til Daintree Village, som er en lille by ved Daintree River. Byen lever stort set kun af de turister, som køber en sejltur på floden for at se områdets krokodiller. Det skulle vi selvfølgelig også! En næsten uforståelig, australsk guide sejlede os ud til krokodillerne og smed os i vandet... nej pjat, vi kunne knipse løs med kameraerne inde fra båden og kom ganske tæt på. Krokodillerne var dog noget dovne og blinkede ikke så meget som med øjnene. De lå i vandkanten for at tage sol og varme sig. Guiden havde navne på alle krokodillerne og kunne kende dem på nogle særtræk, fx. havde én kun ét forben og manglede nogle takker på ryggen, højst sandsynligt pga. af et hajangreb. Guiden anslog ,at der lever omkring 200 krokodiller i floden. Vi overnattede på en campingplads i byen, kun få meter fra floden, men kom derfra med alle lemmer i behold.
Da vi kørte fra Daintree torsdag morgen, kom vi forbi en mand i løbetøj, som stod og pegede på noget, der lå på kørebanen. Vi holdt ind og så en stor slange rullet sammen. Den kunne jo ikke ligge der, så han prikkede til den med en pind…. den var død, men ser nu ganske levende ud på billederne, ik?! Vi skulle i hvert fald ikke for tæt på. Vi kørte videre nordpå og krydsede floden med en kabelbåd for at køre videre mod Cape Tribulation. Vejen derop går gennem tæt regnskov og snoede, smalle veje. Næsten som at køre i Norge, sammenlignede Søren det med. Cape Tribulation er et utroligt smukt sted. Her mødes den tætte og frodige regnskov med det klare havvand og Great Barrier Reef - to af verdens naturvidundere. Dette er sidste stop, inden den asfalterede vejr afløses af en grusvej, som går nordpå til Cooktown. Så vi vendte snuden for at drage sydpå igen. Ved Daintree River var vi på endnu et krokodille-cruise og havde heldigvis en noget mere forståelig guide - måske fordi han var halv tyskerJ Vi fik set lidt flere krokodiller - én med åben mund, men de var stadig dovne.
Væk fra krokodillerne og slangerne kørte vi sydpå igen til den lille, charmerende kystby, Port Douglas. Her fandt vi en p-plads for natten. En del steder var der opstillet skilte, hvorpå der stod at camping var forbudt, men ikke her, så vi var trygge for natten… indtil det bankede hårdt på vores dør den næste morgen kl. 7! Nøj, hvor blev jeg forskrækket , og vi lå musestille et øjeblik, inden vi åbnede. Det var en ranger, som kunne fortælle os at camping her på gaden var forbudt. Vi slap med en advarsel og blev noteret. En bøde kan vist være helt op til $2000 - det kunne sagtens ruinere én! Heldigt at vi kun havde endnu en nat tilbage i bilen - vi tog dog for en sikkerheds skyld på en campingplads i Cairns og kunne sove trygt. Tidlig lørdag morgen stod vi op for at rengøre bilen samt pakke alle vores ting ned i den store rygsæk. Utroligt, hvordan man kan indrette sig og sprede alle sine ejendele i så lille en bus.
Nu bor vi på et hostel midt i Cairns, hvor vi har vores eget værelse for den nette sum af $50 pr. nat og det er endda inklusivt et gratis aftensmåltid på den lokale pub, hvis du køber en drikkevare. Den første aften spiste vi chili con carne, som bestod af en stor portion ris med 5 bønner, en ske oksesmåkød og lidt tomatsauce - gratis, og vi var mætte. I aften opgraderede vi dog vores måltid. Søren fik en t-bone steak for $8 ekstra, og jeg en burito for $7 ekstra. Ja, det er en smart forretning med alle de backpackere i byen. Vi har en del planer for den sidste uge down under. I dag nåede vi første punkt på listen: En sejltur til det ydre rev, hvor korallerne er allersmukkest. Vi fik snorklet sammen med en masse farvestrålende fisk og blev bestemt ikke skuffede over korallerne denne gang. Desværre er synet svært at forevige på Sørens lille handy faldskærmskamera, så vi må have minderne. Og måske finde et postkort med nemo-fisk, som vi så et par stykker af;) Denne gang stødte vi heller ikke på hajer eller rokker, men det er jeg nu også lykkelig for. Vi har dog ikke fået nok af dyr, så i morgen tager vi i en krokodille-zoo for at se fodring af dem og slanger og dermed mere action. Dog stadig på afstand, men med zoom på linsen….

Ingen kommentarer:

Send en kommentar