søndag den 31. juli 2011

Tidsfordriv i Cairns


De sidste dage i Cairns bød på spænding af forskellig art. Mandag d. 25. juli om formiddagen forlod vi Cairns i en lejet Hyundai Getz for at besøge en krokodillefarm nord for byen. På vej til farmen holdt vi en lille pause ved Buchans Point Beach. En meget smuk strand og et meget specielt sted! Farmen bød på en lang række dyr, men det største fokus var på krokodillerne. Vi så et ”Crocodile Attack Show”, hvor en dyrepasser viste og fortalte om, hvordan krokodiller angriber og æder. En ekstra bonus var en fremvisning af krokodillens ”dødsrul”, som blev fremprovokeret af en meget ihærdig og måske en anelse suicidal dyrepasser. Der blev også budt på slangeshow med den giftigste slange i verden, der på trods af sin imponerende titel ikke har været skyld i et eneste kendt dødsfald - endnu.
Dagen efter havde Anne en fridag, og jeg tog på White Water Rafting på Tully River. Det var helt fantastisk sjovt og en meget simpel opskrift! Seks mand, en guide, en gummibåd og en brusende flod. Der var mange vandfald, hvor der virkeligt skulle holdes fast for ikke at ryge ud over kanten til det skummende vand og de hårde klipper. Når der kom strækninger, hvor vandet var knapt så udfordrende, fik vi muligheden for at springe over bord og flyde med strømmen. Der stak stadig klipper op her og dér, så man skulle holde fødderne forrest og enden oppe for ikke at få et blåt ”souvenir” med hjem! Det blev også til et udspring fra en fem meter høj klippe, spændende!
Dagen efter river raftingen stod der Bungy Jump på programmet. Der stod kun ”Søren” på deltagerlisten, men Anne tog med for at sikre sig, at jeg kom sikkert ned på jorden igen. AJ Hacket er det eneste sted i Australien, hvor man kan Bungy Jumpe og dette gøres inde i regnskoven fra et 50 meter højt tårn, som udelukkende er bygget til formålet. Vejen op ad trapperne virkede lang og det føltes som om, at trapperne aldrig endte. Da jeg kom op på toppen, fik jeg en sludder med instruktørerne, og inden jeg vidste af det, havde jeg fået lagt et håndklæde om benene og en elastik hægtet fast dertil, og jeg blev beordret ud til kanten, som var udformet som ”planken” taget ud af en piratfilm. Der var intet gelænder at holde fast i, så det var en ensrettet rute, der ikke blev nemmere at tilbagelægge, efter som mine ben var snøret sammen, så jeg måtte bevæge mig som Snøvsen ville have gjort. Da jeg kom derud, blev der talt ned fra tre. Ikke meget tid til at blive nervøs eller ombestemme sig, så der var kun et at gøre: Læne sig ud og ….
Det var fedt, rigtig fedt! Det eneste negative var, at det var overstået så hurtigt;)
Den sidste dag i Cairns blev brugt på at handle souvenirs.
Hjemturen gik efter planen. Den var lang, med det var dejligt at blive modtage af Bent i Hamborg, ren luksus. Da vi efter fem timer på vejen (pga. kø) ankom til Eidervej, troede vi at vi skulle modtages af Bodil og Annes Mormor og Morfar, men der var et kæmpe surprise party der ventede os. Vi var nær faldet ned af trapperne igen, da de alle sprang frem fra hækken. Men en dejlig overraskelse, der fik os til at sætte endnu mere pris på den første dag tilbage i Danmark!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar