Tidsfordriv i Cairns

De sidste dage i Cairns bød på spænding af forskellig art. Mandag d. 25. juli om formiddagen forlod vi Cairns i en lejet Hyundai Getz for at besøge en krokodillefarm nord for byen. På vej til farmen holdt vi en lille pause ved Buchans Point Beach. En meget smuk strand og et meget specielt sted! Farmen bød på en lang række dyr, men det største fokus var på krokodillerne. Vi så et ”Crocodile Attack Show”, hvor en dyrepasser viste og fortalte om, hvordan krokodiller angriber og æder. En ekstra bonus var en fremvisning af krokodillens ”dødsrul”, som blev fremprovokeret af en meget ihærdig og måske en anelse suicidal dyrepasser. Der blev også budt på slangeshow med den giftigste slange i verden, der på trods af sin imponerende titel ikke har været skyld i et eneste kendt dødsfald - endnu.
Dagen efter havde Anne en fridag, og jeg tog på White Water Rafting på Tully River. Det var helt fantastisk sjovt og en meget simpel opskrift! Seks mand, en guide, en gummibåd og en brusende flod. Der var mange vandfald, hvor der virkeligt skulle holdes fast for ikke at ryge ud over kanten til det skummende vand og de hårde klipper. Når der kom strækninger, hvor vandet var knapt så udfordrende, fik vi muligheden for at springe over bord og flyde med strømmen. Der stak stadig klipper op her og dér, så man skulle holde fødderne forrest og enden oppe for ikke at få et blåt ”souvenir” med hjem! Det blev også til et udspring fra en fem meter høj klippe, spændende!
Dagen efter river raftingen stod der Bungy Jump på programmet. Der stod kun ”Søren” på deltagerlisten, men Anne tog med for at sikre sig, at jeg kom sikkert ned på jorden igen. AJ Hacket er det eneste sted i Australien, hvor man kan Bungy Jumpe og dette gøres inde i regnskoven fra et 50 meter højt tårn, som udelukkende er bygget til formålet. Vejen op ad trapperne virkede lang og det føltes som om, at trapperne aldrig endte. Da jeg kom op på toppen, fik jeg en sludder med instruktørerne, og inden jeg vidste af det, havde jeg fået lagt et håndklæde om benene og en elastik hægtet fast dertil, og jeg blev beordret ud til kanten, som var udformet som ”planken” taget ud af en piratfilm. Der var intet gelænder at holde fast i, så det var en ensrettet rute, der ikke blev nemmere at tilbagelægge, efter som mine ben var snøret sammen, så jeg måtte bevæge mig som Snøvsen ville have gjort. Da jeg kom derud, blev der talt ned fra tre. Ikke meget tid til at blive nervøs eller ombestemme sig, så der var kun et at gøre: Læne sig ud og ….
Det var fedt, rigtig fedt! Det eneste negative var, at det var overstået så hurtigt;)
Den sidste dag i Cairns blev brugt på at handle souvenirs.
Hjemturen gik efter planen. Den var lang, med det var dejligt at blive modtage af Bent i Hamborg, ren luksus. Da vi efter fem timer på vejen (pga. kø) ankom til Eidervej, troede vi at vi skulle modtages af Bodil og Annes Mormor og Morfar, men der var et kæmpe surprise party der ventede os. Vi var nær faldet ned af trapperne igen, da de alle sprang frem fra hækken. Men en dejlig overraskelse, der fik os til at sætte endnu mere pris på den første dag tilbage i Danmark!

Krokodiller, pythonslanger og andre kæledyr...

Så er vores campervan afleveret, men de sidste par dage bød på adskillige spændende oplevelser nord for Cairns. Onsdag var vi i regnskoven ved floden, "Mossman Gorge", som er hellig for det oprindelige folk og derfor bor i et lille samfund tæt derpå. Den består af nogle nedslidte huse og ligner mere en flygtningelejr end et rigtigt kvarter. Man kunne købe en guidet tur i regnskoven, men vi gik selv den lille rute, der var afmærket. Det var ganske fint. Derefter kørte vi 30 km. nordpå til Daintree Village, som er en lille by ved Daintree River. Byen lever stort set kun af de turister, som køber en sejltur på floden for at se områdets krokodiller. Det skulle vi selvfølgelig også! En næsten uforståelig, australsk guide sejlede os ud til krokodillerne og smed os i vandet... nej pjat, vi kunne knipse løs med kameraerne inde fra båden og kom ganske tæt på. Krokodillerne var dog noget dovne og blinkede ikke så meget som med øjnene. De lå i vandkanten for at tage sol og varme sig. Guiden havde navne på alle krokodillerne og kunne kende dem på nogle særtræk, fx. havde én kun ét forben og manglede nogle takker på ryggen, højst sandsynligt pga. af et hajangreb. Guiden anslog ,at der lever omkring 200 krokodiller i floden. Vi overnattede på en campingplads i byen, kun få meter fra floden, men kom derfra med alle lemmer i behold.
Da vi kørte fra Daintree torsdag morgen, kom vi forbi en mand i løbetøj, som stod og pegede på noget, der lå på kørebanen. Vi holdt ind og så en stor slange rullet sammen. Den kunne jo ikke ligge der, så han prikkede til den med en pind…. den var død, men ser nu ganske levende ud på billederne, ik?! Vi skulle i hvert fald ikke for tæt på. Vi kørte videre nordpå og krydsede floden med en kabelbåd for at køre videre mod Cape Tribulation. Vejen derop går gennem tæt regnskov og snoede, smalle veje. Næsten som at køre i Norge, sammenlignede Søren det med. Cape Tribulation er et utroligt smukt sted. Her mødes den tætte og frodige regnskov med det klare havvand og Great Barrier Reef - to af verdens naturvidundere. Dette er sidste stop, inden den asfalterede vejr afløses af en grusvej, som går nordpå til Cooktown. Så vi vendte snuden for at drage sydpå igen. Ved Daintree River var vi på endnu et krokodille-cruise og havde heldigvis en noget mere forståelig guide - måske fordi han var halv tyskerJ Vi fik set lidt flere krokodiller - én med åben mund, men de var stadig dovne.
Væk fra krokodillerne og slangerne kørte vi sydpå igen til den lille, charmerende kystby, Port Douglas. Her fandt vi en p-plads for natten. En del steder var der opstillet skilte, hvorpå der stod at camping var forbudt, men ikke her, så vi var trygge for natten… indtil det bankede hårdt på vores dør den næste morgen kl. 7! Nøj, hvor blev jeg forskrækket , og vi lå musestille et øjeblik, inden vi åbnede. Det var en ranger, som kunne fortælle os at camping her på gaden var forbudt. Vi slap med en advarsel og blev noteret. En bøde kan vist være helt op til $2000 - det kunne sagtens ruinere én! Heldigt at vi kun havde endnu en nat tilbage i bilen - vi tog dog for en sikkerheds skyld på en campingplads i Cairns og kunne sove trygt. Tidlig lørdag morgen stod vi op for at rengøre bilen samt pakke alle vores ting ned i den store rygsæk. Utroligt, hvordan man kan indrette sig og sprede alle sine ejendele i så lille en bus.
Nu bor vi på et hostel midt i Cairns, hvor vi har vores eget værelse for den nette sum af $50 pr. nat og det er endda inklusivt et gratis aftensmåltid på den lokale pub, hvis du køber en drikkevare. Den første aften spiste vi chili con carne, som bestod af en stor portion ris med 5 bønner, en ske oksesmåkød og lidt tomatsauce - gratis, og vi var mætte. I aften opgraderede vi dog vores måltid. Søren fik en t-bone steak for $8 ekstra, og jeg en burito for $7 ekstra. Ja, det er en smart forretning med alle de backpackere i byen. Vi har en del planer for den sidste uge down under. I dag nåede vi første punkt på listen: En sejltur til det ydre rev, hvor korallerne er allersmukkest. Vi fik snorklet sammen med en masse farvestrålende fisk og blev bestemt ikke skuffede over korallerne denne gang. Desværre er synet svært at forevige på Sørens lille handy faldskærmskamera, så vi må have minderne. Og måske finde et postkort med nemo-fisk, som vi så et par stykker af;) Denne gang stødte vi heller ikke på hajer eller rokker, men det er jeg nu også lykkelig for. Vi har dog ikke fået nok af dyr, så i morgen tager vi i en krokodille-zoo for at se fodring af dem og slanger og dermed mere action. Dog stadig på afstand, men med zoom på linsen….

Vejen til Cairns

I forgårs nåede vi faktisk vores endelige destination, da vi kørte ind i byen, Cairns, da det er herfra vi skal flyve hjem om en god uges tid. Men vi fortsatte igennem byen nordpå, for vi mangler stadig at se regnskoven, krokodiller og et par kystbyer. Beretninger herom følger. Først vil jeg fortælle om vores tur fra Airlie Beach til Cairns. Vi gjorde stop i byerne Townsville og Mission Beach og nåede endda ud på endnu en ø, Magnetic Island.
Townsville er Nordqueenslands største by og gør sig mest bemærket ved at have et bjerg midt i byen - næsten så rødt som Ayers Rock, når det oplyses om aftenen. Det besteg vi på et par timer og var lidt stolte, da man også bare kan køre derop. Flot udsigt ud over byen og havet og Magnetic Island, som man sejler til fra Townsville. Øen blev i sin tid opdaget af den engelske opdagelsesrejsende James Cook, hvis kompas opførte sig mærkeligt. Heraf navnet ”Magnetic”. Ellers har byen en lang promenade ved navn ”The strand” (ja, ligesom en strand) og så nogle museer. Om aftenen trængte vi til at komme lidt ud, så vi fandt en biograf. Desværre viste de ikke ”Pirates of the Caribean 4”, så vi så en tøsefilm (”Bridesmaid”), og Søren var ikke svær at overbevise;) Vi slentrede ind i salen 5 min. over tid, men filmen var allerede i gang! Ingen reklamer! Filmen var hylende morsom, så det var en succes.
Morgenen efter tog vi en tidlig færge til Magnetic Island for at få en hel dag derovre. Desværre var det ikke vejr til at snorkle, men så gik vi en tur op til et 2. verdenskrig fort. På stien skulle der være koalaer i de omkringliggende eukalyptustræer, men vi fik først øje på et par stykker på vej ned fra fortet. En sovende og en lysvågen. De ser nu ret nuttede ud, men de skulle være ret menneskesky og lidt aggressive, hvis man kommer for tæt på, så vi holdt os på afstand. Derefter tog vi en bus til Horseshoe Bay, hvor vi dasede på stranden og slikkede sol. Sidst på eftermiddagen tog vi bussen tilbage til færgelejet og ville egentlig finde et sted at spise, men der var umiddelbart ikke noget spændende, så vi hoppede på færgen tilbage til Townsville og vores campervan. Så lavede vi os noget pasta og spejlæg i bilen og sov på en parkeringsplads. Glamourøst!
Tidlig næste morgen forlod vi Townsville for at køre til Mission Beach. Da vi nærmede os byen, Tully, blev det tydeligt, at dette område var blevet ramt af cyklonen, Yasi, i februar. Den krydsede Nordøstaustralien netop den nat, vi fløj ind i landet, og havde meget ødelæggende konsekvenser. Vi så mange væltede og nøgne træer, huse uden tage og endda nogle sammenstyrtede. I Mission Beach ville vi finde en campingplads, men det var sværere end som så. De dyre pladser havde ikke flere med el, men der var en lille plads 5 km. Derfra, om end lidt primitiv ifølge turistguiden. Da vi kom derud, fik vi dog et helt andet indtryk. For det første hed pladsen ”Bali Hai - Skydive Resort” - Søren var ellevild - og for det andet blev vi modtaget af en glad mand med gråd, langt skæg og stråhat. Han kunne tilbyde en plads med el for $25 og havde endda vaskemaskine, pæne toiletter/bad og et poolbord. Og så var han ikke bleg for en snak. Søren fik hans beretning om cyklonen og konsekvenserne for hans liv. Vi ved dog ikke, om hans hus var ødelagt, siden han boede i et telt på pladsen. Pladsen og de tilhørende faciliteter havde tilhørt en faldskærmsklub, heraf navnet, men de havde forladt stedet efter cyklonen, og nu lejede han det. Han brugte alt sin tid på at vedligeholde bede m.m. og om aftenen arbejdede han på en lerfigur. Han var en interessant mand.
Herfra kørte vi nordpå og krydsede Cairns og 3600 km. På kilometertælleren tirsdag middag, inden vi nåede et fantastisk smuk kyststrækning med azurblåt hav på den ene side og tæt regnskov på den anden. Her venter nogle af de eventyr os…

Whitsunday Islands - Porten til "Det store rev"

Sidste uge brugte vi tiden i Airlie Beach, ca. 500 km. syd for Cairns, vores endestation. Udover at være en lille, charmerende havne/badeby, er Airlie Beach også byen, hvorfra man sejler ud til Whitsunday ø-gruppen, som ligger omgivet af Great Barrier Reef - verdens største koralrev. Ø-gruppen består af 72 øer, størstedelen ubeboede af mennesker, få med ressorter, men alle med en enestående natur. Søndag aften købte vi vores bådtur i byen. Vi fik et godt tilbud med afslag på næsten $200 pr. person og kunne komme af sted 2 dage og 2 nætter med fuld forplejning for $300 pr. person. Så sku’ vi bare vente til afgang tirsdag middag. Jeg fik købt de nødvendige søsygepiller, Søren genskabte kontakten til familien derhjemme, og så var vi klar til afgang!

Katamaranbåden ”Powerplay” har plads til 18 personer udover crew, men heldigvis var vi kun 15 gæster og det var godt trængt alligevel. Efter en noget gyngende tur igennem Whitsunday passagen, hvor jeg kæmpede imod søsygen, ankom vi til det første snorke-/dykkersted, Blue Pearl Bay. Vi fik begge et introdykkerkursus ($60 pr. person) og fik lov til at prøve det i en god halv time. Søren udnyttede kurset og kom næsten ned på 8 meter, imens jeg ikke var så vild med fornemmelsen af at være så dybt nede, så jeg kom før tilbage på båden og kunne slappe af i solen. Vi så dog flotte fisk, men var ikke videre imponerede over sigtbarheden ved koralrevene. Vandet var lidt grumset og uklart, som skyldes store forskelle i høj- og lavvande pga. fuldmåne og de store vandmasser, som dermed skylles frem og tilbage.

Derefter sejlede vi ind i en anden bugt, hvor vi lagde til for aften/natten. Aftenen gik med hygge og snak, inden vi krøb til køjs i vores dobbeltseng, som kun var adskilt af et gardin fra et fransk vennepar. Vi blev vugget i søvn af havets skvulpen.

Næsten dag stod den straks på dykning og snorkling efter morgenmaden. Vandet var så koldt (21 grader), at det var nødvendigt med våddragt. Vi så flotte stimer af fisk, nogle farverige koraller (lilla!) og en kæmpe fisk - det var heldigvis ikke en haj! Bagefter kunne vi varme os i bådens indbyggede jacuzzi. Efter frokost kunne vi atter snorkle. Jeg sprang over, da det var for koldt, og gik desværre glip af at svømme sammen med en havskildpadde. Den havde også nok at se til med mindst 10 ivrige mennesker omkring sig.

Om eftermiddagen ankom til den utrolig, smukke Whitehaven Beach, som er foreviget på så mange postkort, og ikke uden grund. Det fineste sand og turkisblåt vand så langt øjet rækker. Den er måske én af verdens flotteste - jeg er overbevist. De fine sandkorn har rygte for at ødelægge/ridse især elektronik, så vi efterlod kameraet ombord på båden og overlod fotograferingen til vores friske host, Hannah. Og der blev knipset løs. Hoppebilleder, pigebilleder, pyramider, ”Vegemite”-billeder og diverse andre gruppebilleder. Kun fantasien satte grænser. Efterfølgende gik vi op til et udsigtspunkt og fik for alvor et overblik over paradis-strandens omfang.

Den sidste aften på båden blev brugt på at se diasshow af de billeder, crewet havde taget undervejs. Søren spillede 500 med nogle irere, en brite og en canadier. De havde lidt anderledes regler, men rart med lidt flere og andre medspillere. Han kunne dog langt fra nå at indtage de 12 dåseøl, han havde medbragt. Så skulle vi vist have valgt en tur med vores nabobåd den nat - de festede til kl. 23.30, hvor vores skipper sejlede derover i en gummibåd for at dæmpe gemytterne;)

Næste morgen blev vi vækket tidligt for at gå en tur op til et aboriginal-kunstværk(er). Derefter morgenmad på båden før afgang med retning mod Airlie Beach. Da vi gik på land, gyngede jorden lidt under vores fødder, og vi var noget trætte. Vi fik os en lur i campervanen, som holdt på et hostels p-plads. Her havde også fået en gratis overnatning på dorm, hvilket var ganske praktisk, da vi trængte forfærdelig meget til et bad og desuden skulle afslutte bådturen med en fest på byens barer. Her fik vi gratis kander af øl og kunne nyde dem havets bølgegang. Bølgerne gik dog højt, som aftenen skred frem … og fredag morgen kunne vi heldigvis sove længe!

Fraser Island

Onsdag d. 6. juli blev vi samlet op af Dingo Tours i Hervey Bay med retning imod Fraser Island - verdens største sand-ø. Vi skulle på en to dages tur til øen, hvor vi skulle guides rundt i bus og på gå-ben. Da vi ankom efter tre kvarters sejltur, blev vi samlet op af en noget speciel bus. Da hele øen er lavet af sand, er det en absolut nødvendighed for at begive sig rundt at ens køretøj har firehjulstræk. Bussen mindede lidt om de lastbiler, man ser deltage i Paris-Dakar. Den havde en selvfølgelig firehjulstræk og en meget stor frihøjde, altså stor afstand fra bunden af bussen og ned til jorden - eller rettere sagt sandet.
Af sted gik det i bussen, den første dag skulle vi se Lake McKenzie, en sø bestående af regnvand og derfor var vandet utroligt rent og krystal klart - dog lidt koldt. Efter en badetur i søen og lidt dasen på stranden tog vi en gang frokost. Under frokosten fik vi besøg af veran, som var lidt for interesseret i vores mad.
Derefter var vi på to vandringer i en lille del af øens massive regnskov. Det var utroligt at se skoven med lianer og alt hvad man forestiller sig, der gror i en regnskov. Der var også dødelige edderkopper, så vi skulle holde øjnene åbne på hele turen. Anne fik mavepine halvvejs inde i vandreturen, så hun fik et lift af vores guide, Hayden, i bussen. Han sluttede også turen af med at smide en grøn slange på stien. Den var lavet af plastic, men det var der mange, der ikke lurede, dog snød han ikke en gammel spejder som mig:)
Vi overnattede på et resort i en af øens eneste byer, hvor vi fik god mad og et par øl i den lokale bar, Dingo Bar. Anne fandt ud af at øl kan kurere mavepine, så det er da ikke den værste medicin.
Dag to bød på østkysten af Fraser Island. Den består hovedsageligt af 75 mile beach, der som navnet siger, er 75 miles lang, eller ca. 120 km. Det betød, eftersom at vi opholdt os på vest siden, at øen skulle krydses. Én time i bus op og ned, ud og ind af smalle, snoede stier, det var utroligt, hvordan bussen kunne kravle igennem sandet. På 75 mile beach gjorde vi et stop for at interesserede kunne få et ”Joy Fligth”. En 15 min. flyvetur over øen med en meget entusiastisk pilot, der virkelig prøvede at sælge varen. Dog var der kun 5 ud af 17, der købte turen. Måske hang det sammen med prisen, 70 dollars for 15 min.
Vi så flere forskellige steder i løbet af dagen. Højdepunktet, i mere end én forstand, var Indian Head. En høj klippe, der rækker ud over havet. Den er navngivet af Capt. James Cook, der i 1770 kortlagde Australiens østkyst. Han sejlede forbi og på toppen stod Aboriginals, eller indianere som man dengang kaldte dem, og iagttog hans skib. Deraf navnet Indian Head. Deroppefra var der en flot udsigt. Vi kunne se ned i det klare blå hav, og se rokker og Humpback Whales svømme forbi. Fra juli til september er det sæson for Humpback Whales migration. Hvalerne svømmer fra det Arktiske hav til Stillehavet ud for Nordaustralien for at føde. Vi har set dem flere gange ud for kysten på vores tur. Imponerende at se hvaler på op til 50-60 tons nærmest springe op i luften og lande på ryggen eller bare se den karakteristiske sky af vand når de udånder.
Ellers så vi også Eli Creek, en å, som vi kunne gå op ad og flyde med strømmen ud til havet igen. En anden attraktion vi stoppede ved var The Maheno Shipwreck, som er et rustent vrag at et dampskib, som drev på land i 1935 efter en mislykket bugsering fra New Zealand til Japan. Komisk og dum historie, men det korte af det lange er at vraget har ligget på stranden i 76 år og nu er blevet en turistattraktion.
Til sidst var der bare en bumpende køretur tilbage til vestsiden og en gang aftensmad, inden vi skulle sejle tilbage til Hervey Bay, autocamperen og vores maskot Joey…

Halvvejs op ad østkysten

Siden vi forlod Byron Bay den 30. juni, har vi kørt næsten 1000 km., men har ikke haft mulighed for at lægge nye indlæg på bloggen. Derfor får I flere ad gangen!
Vi er nu i staten, Queensland - The Sunshine State - og det må det sige at være. Solen har skinnet hver eneste dag fra en skyfri himmel og vi har haft temperaturer over 20 grader.
Vi fik et positivt indtryk af Byron Bay. En hyggelig, afslappet hippie/surferby. Vi fik et dejligt måltid på én af byens restauranter. Heldigt, når vi nu endelig spiste ude. Vi fik til gengæld ikke styr på surfboardet, selvom vi ihærdigt forsøgte et par timer. Det var dog også utroligt blæsende og ekstra udfordrende - også for de rutinerede. Vores instruktør var en midalderen surfer-dude og et kapitel for sig selv. Han var læderbrun med lyst tjavset hår og havde medbragt sin 14-årige hund, som havde prostata-kræft og pletblødte:-) Den skulle i sin tid have medvirket i en surferfilm og være ret talentfuld på brættet. Mon man kan finde et klip på YouTube?!? Instruktøren kæmpede med at få mig op at stå på brættet, men forgæves. Søren lykkedes det heller ikke for. Men så har vi prøvet det og nøj, hvor var det hårdt.
Inden vi forlod byen, nåede vi også et lille øko-fairtrade marked- Lige i byens ånd.
På vejen igen kørte vi forbi Gold Coast/Surfers Paradise, som er Byron Bays modstykke. Betonbyggeri en mass, kommercielle restauranter og masser af turister udgør denne kyststrækning, som også har en flot bred strand. Alt hvad man behøver.

Senere kom vi til Brisbane og fik parkeret bilen gratis 2 km. fra Centrum. Vi mødtes med Michael og Thomas - faktisk tilfældigt på en plads - og spiste $11 steak. Dagen efter gik vi en tur langs floden, som slynger sig gennem byens centrum og for måneder siden steg langt op over sine bredder og oversvømmede dele af byens havnepromenade. Der var høj solskin og på Southbank var der fyldt med mennesker i en lille anlagt strandpark. På vejen kom vi også forbi en koncert for Torres Strait, som er en øgruppe nord for OZ, men tilhørende OZ. De ligner lidt aboriginals. Et kvarter senere stod vi midt i en skotsk festival og sækkepibeoptog. Vi fik begge gåsehud på armene, da de spillede ”Amazing Grace”. ”Det er smukt, Svend K.”, må vi indrømme! Så vi fik lidt multikulturelle input inden vi drog videre.

I Queensland har vi for alvor mødt smukke strande og krystalklart vand. I kystbyen, Noosa, brugte vi en hel dag på stranden/i vandet. Først 2 timer i havkajak og derefter solbadning. Med faktor 30, for vi er jo lidt blege igen;)

Med kurs mod Fraser Island tilbragte vi en nat på en rasteplads ved en ”Matilda”-tankstation. Vi blev noget forbløffet, da vi så en 13 meter høj kænguru, som er den berømte Matilda. Den kunne endda bevæge hovedet, rokke med ørerne og blinke med øjnene.
Mere om vores eventyr på sandøen, Fraser Island, følger…

Byron Bay - bølger, beaches og beers!

Vi har nu tilbagelagt lidt over 1100 km., siden vi forlod hostellet i Sydney lørdag formiddag og befinder os, som overskriften hentyder, i Byron Bay.

På vejen herop slog vi et smut omkring Blue Mountains, som er Australiens svar på Grand Canyon - et kæmpe naturreservat bestående af bjerge og skov så langt øjet rækker. Rigtig smukt, men det var en noget kold nat vi tilbragte i vores campervan inde midt i en skov...helt alene! Vi så dog ingen vilde dyr, men kun skov og bjerge. Herefter kørte vi tilbage mod Sydney for at se den olympiske by - vi fandt endda et lille "mindesmærke" for de danske håndboldpigers guldtriumf. Så kom nationalfølelsen op i én.

Hen på eftermiddagen ramte vi Pacific Highway, som ville føre os op gennem New South Wales og ind i Queensland. Vi var på rette vej. Natten blev tilbragt på en BIG4 campingplads, så vi kunne vaske tøj. Disse pladser er lidt i den dyre ende, men er også lidt mere luksuriøse og med smuk beliggenhed. Vi blev ikke skuffede, men for ikke at sprænge budgettet måtte vi finde en gratis campingplads dagen efter. Her endte vi langt inde af en grusvejr, men på en dejlig plads med store grønne arealer. Her mødte vi også en vestaustralsk familie, som vi fik en snak med og Søren fik et spil footy med de to drenge. Han var næsten ikke til at drive derfra igen, og så havde den mindste kastet sin kærlighed på Søren efter en svingtur. Han var klar til at spille næste morgen kl. 7. På dette tidspunkt skulle vi dog afsted for at køre et langt stræk nordpå og dermed ankomme til Byron Bay hen på eftermiddagen. Planen holdt, trods en "motorvej" med meget vejarbejde, mange lyskryds og værre endnu, fartkontrol.
I Byron Bay har vi bosat os på en campingplads i to nætter, så nyder adgangen til varme brusebade og strøm. I dag har vi set fyret og været på Australiens østligste punkt. Vejret har været noget skiftende med lidt regn, meget vind og indimellem solskin. Men vi kan dog godt mærke at vi nærmer os Queensland, solskinsstaten, og mere tropiske forhold. I morgen vil vi prøve at surfe, så vi har booket en halv dags undervisning. Mojosurf garanterer endda, at man kommer op at stå på brættet. Det vil jeg se, før jeg tror det! Vi tvivler dog at vi kan skaffe bevismateriale...
I weekenden er vi nok i Brisbane, inden vi kommer til én af kystens helt store attraktioner, Fraser Island. Fortsættelse følger...

Blå og høje bølger herfra, Søren og Anne

P.S. Vi uploader løbende billleder. Klik på diasshowet i højre side for at gå til mappen med alle billeder.